Louise Præstmark, Pederstrup, med Agnes på armen. Hun var inde for at aflevere puslebord og bleer, fordi hun lige så godt kunne give det væk som sælge det. Sådan har hun selv fået de fleste af Agnes' baby- og børneting, fortæller hun. Personalet er f.v. Lone Poulsen, Joan Borroe og Anette Schou.

Louise Præstmark, Pederstrup, med Agnes på armen. Hun var inde for at aflevere puslebord og bleer, fordi hun lige så godt kunne give det væk som sælge det. Sådan har hun selv fået de fleste af Agnes' baby- og børneting, fortæller hun. Personalet er f.v. Lone Poulsen, Joan Borroe og Anette Schou.

Skovtrolden spreder julestemning i mange hjem, hvor pengene er små

Genbrugsbutikken Skovtrolden i Grenaa hjælper unge familier og enlige forældre

Af
Anette Bonde

“Det er et hit med genbrug. Det er folk i alle aldre og fra alle samfundsgrupper, der kommer her.”
Joan Borroe kigger sig omkring i det store lokale på Grønland 22 i Grenaa. Hylderne i genbrugsbutikken Skovtrolden er spækket med tøj og ting, specielt til børn. I kælderen er der netop blevet indrettet en ny afdeling med møbler og indbo.
Joan Borroe stiftede foreningen 1. maj 2012, fordi hun kunne se, at der var brug for et sted, hvor unge børnefamilier og enlige forældre kunne få hjælp.
“Der er jo ingen mødrehjælp eller anden hjælp til udsatte børnefamilier i Norddjurs.”
I dag er der en butik med hende selv som leder, Anette Schou som souschef og ti frivillige hjælpere.

Butik og familiehjælp

“Det er fantastisk at være her. Vi er som én stor familie. De frivillige kommer nogle gange, selv om de ikke har vagt - de føler medansvar og brænder for det. Og det er dejligt at hjælpe. For eksempel gik et ungt par herfra i dag med en startpakke til den lille, der kommer om et par måneder,” smiler Anette Schou.
Skovtrolden er desuden et forum for familiehjælp, inklusiv julehjælp og feriehjælp.
Joan Borroe og Anette Schou hører tit, at folk er glade for at Skovtrolden er kommet, både fordi man har specialiseret sig i børnetøj og fordi man hjælper lokalt.
“Vi støtter og hjælper de udsatte i kommunen.”
Der kommer både mennesker, der har været ramt af indtægtstab i flere år, og folk der pludselig bliver ramt af en uforudset udgift eller af en social eller jobmæssig hændelse, der gør at de mister indtægtsgrundlaget.

Mange slags hjælp

Skovtrolden hjælper på forskellig vis. Det er for eksempel med færdige pakker til nyfødte børn til en ekstraordinær lav pris i forhold til, hvad det ellers koster i butikker. Skovtrolden sælger også bleer stykvis og giver madpakker til børnefamilier, så de også har mad til den sidste uge i måneden. Som udgangspunkt hjælpes en familie kun én gang, derefter får de hjælp til at lægge budget, hvis de ønsker det.
Op imod jul påtegner Skovtrolden ansøgningsskemaer til julehjælp i kirkerne, så samværsforældre også kan få julehjælp. I alle andre organisationer er det kun bopælsforældre, der kan få julehjælp. Skovtrolden selv yder også julehjælp til par. Det er en julekurv med dagligvarer til julemåneden og til juleaften.
Man kan også komme ind i Skovtrolden med sin ønskeseddel. Ønskerne slås derefter op på Facebook, og folk der har overskud kan så aflevere deres gaver i Skovtrolden. Det har blandt andet børn på Norddjurs Børnecenter haft glæde af.
Til butikken er der tilknyttet hjemmestrikkere, der producerer bittesmå ting til for tidligt fødte børn. I selve butikken sidder frivillige og strikker og hækler til Skovtroldens eget tøjmærke, der sælges i butikken. Skovtrolden modtager i øvrigt gerne garn- og stof-rester.

Publiceret 03 December 2014 15:00