Fr venstre er trælastdirektør Christian Le Dous, Stark i Rønde, driftsleder Torben Olsen, Rønde Fjernvarmeværk, og driftsleder Svend Eide Arvesen, Thorsager Fjernvarmeværk, klar til at udlevere rørskåle til forbrugerne. Foto: Martin Schultz

Fr venstre er trælastdirektør Christian Le Dous, Stark i Rønde, driftsleder Torben Olsen, Rønde Fjernvarmeværk, og driftsleder Svend Eide Arvesen, Thorsager Fjernvarmeværk, klar til at udlevere rørskåle til forbrugerne. Foto: Martin Schultz

Fjernvarmeværker vil spare på energien

Fjernvarmebrugere i Rønde og Thorsager kan hente gratis rørskåle i Stark og kan kvit og frit få tjekket installationen

Af
Af Martin Schultz

?De to fjernvarmeværker i Rønde og Thorsager tilbyder nu deres brugere at hente gratis rørskåle til at isolere varmerør på steder som bryggers, kælder, lofter, skunke og teknikrum, hvor varmerørene typisk står uisolerede.
Det sker ved at fjernvarmebrugerne får udleveret rørskålene ved henvendelse i Stark i Rønde, hvor man også har ekspertisen i at instruere i monteringen af rørskålene.
”Rørskålene har en standardlængde på 1,20 meter. Det er rørskåle af den bedste kvalitet, som kan bøjes og skæres til i længden med en hobbykniv,” fortæller driftschef på Rønde Fjernvarmeværk, Torben Olsen.
Fjernvarmebrugerne skal i Stark blot udfylde et skema med navn, adresse og underskrift og angive det antal meter rørskåle, man får udleveret.
Rønde Fjernvarmeværk og Thorsager Fjernvarmeværk arbejdet tæt sammen og har et klart fokus på energibesparelser.
”Fjernvarmeværkerne bliver hvert år af myndighederne pålagt at lave energibesparelser. Det er en udfordring hvert år, men resultatet er, at energioptimeringen får en tak opad hvert år, og at vi både i Rønde og Thorsager har meget effektive værker,” siger de to driftsledere, Torben Olsen, Rønde Fjernvarmeværk, og Svend Eide Arvesen, Thorsager Fjernvarmeværk.

Smeden tjekker installationen gratis

For at optimere driften og reducere energiforbruget tilbyder de to fjernvarmeværker også deres kunder et gratis tjek af varmeinstallationerne.
”På værkernes hjemmesider er der en liste over de lokale smede, man gratis kan tilkalde for at få tjekket installationen og indreguleringen,” siger Svend Eide Arvesen. Skal der laves udbedringer, er det for brugerens egen regning. Brugeren kan her frit vælge mellem hvilken smed, som skal udføre arbejdet.
Smeden gennemgår uden omkostninger installationen og indreguleringen.
”Der kan være defekte ventiler i radiatorer, gulvvarmen eller varmtvandsinstallationen. Det kan smeden tjekke og udbedre. Det vil forbedre både økonomien og komforten,” siger driftsleder Torben Olsen.
Fjernvarmeværkerne har også fokus på, at forbrugerne bruger deres fjernvarme installation rigtigt, således at returvandet til fjernvarmeværket er så lavt som muligt.
”Vi vil gerne have vandet tilbage så koldt som muligt, fordi det giver det mindst mulige varmetab i jorden. Det betyder meget i det store regnskab,” siger Svend Eide Arvesen.

Harmoniserer det meste

Fjernvarmeværkerne i Rønde og Thorsager samarbejder så meget som muligt og har harmoniseret stort set alt det, som kan harmoniseres.
”Fremtiden taler for større enheder, så vi samarbejder hvor vi kan. Det gælder både administrationen, driften og personalet. Vi har fælles vagtberedskab, og når vi investerer i driften, harmoniserer vi vores teknologier og maskiner,” siger Torben Olsen.
Rønde Fjernvarmeværk har fordoblet sit antal brugere gennem de sidste 7-8 år og forsyner i dag brugere i hele Rønde, i Følle og i Ugelbølle. Sammen med en modernisering af værket har det givet de godt 1520 fjernvarmekunder en attraktiv økonomi, så Rønde Fjernvarmeværk i dag hører til i den billigste femtedel af de danske fjernvarmeværker.
Thorsager Fjernvarmeværk har ikke det samme udvidelsespotentiale, men har gennem årene optimeret sin drift og ligger i dag prismæssigt i midterfeltet blandt de danske fjernvarmeværker.

Energi-optimering i fjernvarmen

Fjernvarmebrugere kan hente gratis rørskåle i Stark i Rønde
Fjernvarmebrugere kan gratis få tjekket installationen af en smed
Tilbuddene gælder kunder i Rønde Fjernvarmeværk og Thorsager Fjernvarmeværk
Se mere på www.roendefjernvarme.dk eller www.thorsagerfjernvarme.dk

Publiceret 02 December 2014 12:37