Alma og Leonora koncentrerer sig om at synge til juletræstændingen i Thorsager. Foto: Gerda E.M. Christophersen

Alma og Leonora koncentrerer sig om at synge til juletræstændingen i Thorsager. Foto: Gerda E.M. Christophersen

Thorsager:

Borgerne bakker op om juletræstændingen

Omkring 400 børn og voksne deltog i juletræstændingen lørdag eftermiddag i Thorsager

Af
Af Gerda E.M. Christophersen

Der herskede en fredfyldt stemning over Thorsager landsby. Mange børn havde overtalt forældre og bedsteforældre til at møde talstærkt op. Der ventede børn i følge med voksne julekalendere, pebernødder og æbleskiver.
Stemningen steg yderligere, da Thorsager kirkes spirekor samt børne- og ungdomskor begejstrede publikum med deres smukke julesange, på kyndig og professional vis ledet af korleder Knud Haahr Bagger, der samtidig akkompagnerede børnene og de unge på klaver.
Formand for Thorsager Bylaug Evard Bruun takkede de cirka 400 fremmødte for at støtte arrangementet med deres fine opbakning. Det var ellevte år i træk, at Thorsager Bylaug i samarbejde med Dagli'Brugsen og Thorsager spejderne stablede et festligt juletræstændingsarrangement på benene.
Evard Bruun takkede specifikt familien Bachmann for det donerede juletræ. De øvrige frivillige blev rost og takket for at have stablet et velorganiseret arrangement på benene.

Den virkelige heltegerning

Herefter fik sognepræst Jørgen Gleerup ordet. Indledningsvis nævnte han, at når han tænker på julen, “så har det først og fremmest med stjerner at gøre. Det er en stor glæde, og det føles helt rigtigt, at det er stjerner, der lyser op langs Thorsgade her i julemåneden.”
Omdrejningspunktet i talen var tilgivelse eksemplificeret med fortællingen i Erik Clausens film “Den store bededag”.
Erik Clausens fortælling handler om tilgivelse: “at livet er godt, hvor vi vælger at tilgive hinanden. Den virkelige heltegerning består i, at vi ikke føler os alt for store, men dog har modet til at være store nok til at tage hinanden til nåde og tilgive, også der, hvor det synes uretfærdigt,” understregede Jørgen Gleerup.

Gavecheck til julehjælp

Karen Buur Holm overrakte til Jørgen Gleerup på vegne af Inner Wheel i Rønde en check på 4000 kr. til Menighedsrådet. Karen Buur Holm meddelte, at pengene var tænkt som julehjælp til indbyggere i Thorsager.
Som afslutning på arrangementet serverede spejderlederne gløgg, vand og æbleskiver, der blev sponsoreret af Dagli'Brugsen.
Formand for Bylauget Evard Bruun opfordrede alle de tilstedeværende til at købe årets Thorsager-julemærke i Dagli'Brugsen til 30 kr. pr. ark.

Publiceret 01 December 2014 13:57