IF Midtdjurs er klar til at rykke op i Serie 2. Arkivfoto

IF Midtdjurs er klar til at rykke op i Serie 2. Arkivfoto

Seriefodbold:

IF Midtdjurs lod champagnepropperne springe

Søndag eftermiddag blev det definitivt, at IF Midtdjurs rykker op i Serie 2. På Ryomgård Stadion blev HØST besejret med 5-2

Af
Af Martin Schultz

En flot 1. halvleg og en 2. halvleg langt under middel var rigeligt til at sikre IF Midtdjurs oprykning fra Serie 3.
Gæsterne fra HØST blev rundbarberet før pausen, hvor hjemmeholdet scorede fire flotte mål og endvidere ramte træværket tre gange.
Anel Alagic, Jesper Lars Søndermark Jepsen og Mikkel Sonnichsen to gange scorede hjemmeholdets mål.
”Vi spillede flot og flydende i store perioder af 1. halvleg og skabte mange chancer, når vi satte fart på spillet. Efter pausen gik vi alt for lang ned i kadence og tog konsekvent de forkerte beslutninger. Vi spillede en mellemting mellem indianerfodbold og tjat-fodbold, men sejren var der aldrig tvivl om,” siger Lars Norman Thomsen, træner i IF Midtdjurs.

Målsætning opfyldt

I 2. halvleg var det det purunge talent Anel Alagic, der øgede til 5-1 på et smukt langskud, der klinede sig fast i det ene målhjørne.
IF Midtdjurs har vundet samtlige 11 kampe i denne sæson, og målsætningen er at vinde de sidste tre mod Kristrup, Alliancen og Hornslet.
”Med oprykningen til Serie 2 har vi opfyldt vores målsætning for førsteholdet for den denne sæson, og spillerne ser nu frem til at få en god lang opstart i foråret 2015, før det går løs i den højere række,” siger Lars Norman Thomsen, der sammen med medtræner Klaus Fanø endnu ikke har en aftale med IF Midtdjurs på plads for næste sæson.
”Vi sætter os sammen inden længe og snakker fremtid og ikke mindst strategi for fodbolden i IF Midtdjurs. Det er vigtigt, at vi og bestyrelsen ser ens på tingene og får vendt alle problemstillinger. Ikke mindst, når det gælder fødekæden til seniorafdelingen.”
”Vi skal også nok få banket en slagkraftig trup sammen. Vi skal have suppleret den nuværende med 3-4 navne, der vil gå all in i 2015 i både medgang og modgang. Det skal nok lykkes.”

Serie 5 kan også rykke op

Andetholdet i IF Midtdjurs kan også rykke en række op – fra Serie 5 til Serie 4. Det sker, hvis holdet på lørdag i sidste spillerunde besejrer Allingåbro på Allingåbro Stadion.
I næstsidste spillerunde lykkedes det IF Midtdjurs at vinde 5-3 (2-1) over Hornbæk SF på Ryomgård Stadion.
Topscorer Kushtrim Deskaj scorede tre gange – han er nu oppe på 17 scoringer – mens veteranen Tom Kristensen og Lasse Elgaard Danielsen hver scorede et mål.

Publiceret 12 October 2014 20:55