20-årige Thomas Drachmann Danielsen fra Mørke har hamret i trommerne, siden han kunne holde en trommestik i hånden. Nu er fast janitshar hos Christopher. Foto: Lars Norman Thomsen.

20-årige Thomas Drachmann Danielsen fra Mørke har hamret i trommerne, siden han kunne holde en trommestik i hånden. Nu er fast janitshar hos Christopher. Foto: Lars Norman Thomsen.

Thomas fra Mørke sidder bag trommerne hos Christopher

Der er ikke skyggen af starfuckermanerer hos 20-årige Thomas Drachmann Danielsen fra Mørke, der det seneste år har været fast trommeslager i teenageidolet, lyskrøllede Christophers liveband

Af
Af Lars Norman Thomsen

Thomas Drachmann Danielsen har altid været lidt af tromme-nørd. I tiden på Mørke Skole gik han altid hjem til familiens hus på Mejsevej, når der var lejlighed til det i det store frikvarter og altid fluks efter skoletid, når klassekammeraterne drog ned på fodboldbanen for at få pulsen op.
“Jeg var den eneste, der spillede musik på Mørke Skole og interesserede mig overhovedet ikke for fodbold. Det var mit trommesæt som trak, og jeg kunne allerede dengang øve i timevis,” fortæller Thomas Drachmann Danielsen eller blot Thomas Drachmann, som han hedder, når selveste ungepigeidolet Christopher præsenterer manden bag trommerne ved sine koncerter.
For eksempel en sommerhed fredag aften i august 2014, hvor Tivoli Friheden i Aarhus stod på den anden ende, fordi hvinende teenagepiger, besvimelsen nær, ville tæt på den lyshårede forsanger fra København, hvis musik mange anmeldere elsker at hade lige så meget, som de hvinende piger forguder den og dens ophavsmand.
“Det var fedt at spille for alle de mennesker,” husker Thomas Drachmann, der nu har passeret de 20 og bor i hovedstaden i en lille lejlighed sammen med kæresten Rebekka Nocis.

Thomas Drachmann Danielsen er netop nu på en ny tour med Christopher. Foto: Lars Norman Thomsen.

Thomas Drachmann Danielsen er netop nu på en ny tour med Christopher. Foto: Lars Norman Thomsen.

En opringning i efteråret 2013

Thomas Drachmann havde selvfølgelig hørt om Christopher, men kendte ham ikke personligt, da mobiltelefonen ringede tæt på jul i 2013 og en stemme spurgte: “Vil du være trommeslager hos Christopher?”
“Jeg havde lagt et par promotionvideoer fra øvelokalet ud på You Tube, og det viste sig at være en god idé, for de var den egentlige årsag til, at folkene fra Christophers bagland hørte om mig”, fortæller Thomas Drachmann.
Efter en lille musikalsk se-hinanden-an-session var Thomas Drachmann med i Christophers liveband sammen med sin gode ven, bassisten Tim Braüner, som har en fortid i Rønde og også har spillet med i Burhan G's liveband. Ham vender vi tilbage til, altså Tim Braüner.
Med i bandet kom også Mathias Sommer fra Lemvig på tangenter.
“Ham havde jeg spillet med 14 dage forinden til en julefrokost, men jeg vidste intet om, at Mathias også var inde billedet til at spille med Christopher, så vi kiggede selvfølgelig lidt, da vi mødtes,” fortæller Thomas Drachmann.
De to er siden blevet 'musikalske brødre', der nu dyrker deres musikalske passioner på fælles tomandshånd, når pligterne hos Christopher ikke kalder.
“Vi laver og leger musik i et lille studie i Nyhavn og svinger virkelig godt sammen.”
Mathias Sommer er lillebror til Martin Sommer, som også kan traktere tangenterne på diverse keyboards. Han har været Rasmus Seebachs faste tangentspiller i et par sæsoner nu.

Fast arbejde

For Thomas, Tim og Mathias har jobbet hos Christopher været fast arbejde i 2014. Det startede tilbage i januar med en forårsturné, og sommeren var også plastret til med arrangementer og optræden i fjernsynet.
“Vi nåede 48 koncerter på vores sommerturné.”
Da Lokalavisen mødte Thomas Drachmann hjemme hos forældrene i Mørke i slutningen af september, var han ved at lade op til en ny tour med Christopher.
“Christopher ved et hundrede procent, hvad han vil, og han er meget behagelig at arbejde sammen med. Jeg nyder at være med i det band, hvor vi har stor respekt for hinanden.”
At Christopher er en af de kulørte ugeblades faste følgesvende som Medinas tidligere kæreste og altid et godt bud på en kioskbasker på alle mulige platforme, rager Thomas Drachmann en høstblomst, og man tror ham.
“Det interesserer mig ikke, hvad de skriver. Jeg er musiker, og Christopher er alletiders fyr i de sammenhænge, hvor jeg er sammen med ham. Helt nede på jorden og en ægte drengerøv som vi andre i bandet.”

Historien om SEB

Thomas Drachmann forlod Mørke Skole efter 9. klasse og fortsatte på Mellerup Efterskole, men allerede lang tid inden da havde han besluttet sig for at blive noget ved musikken.
“Jeg begyndte allerede at spille som 6-7-årig, måske tidligere endnu, og jeg var heller ikke meget ældre, da jeg begyndte at gå til spil i Rosenholm Musikskole.” Trommer, guitar og klaverspil blev det til og en musikalsk grunduddannelse i tilgift.
Et ægte teenageband Dark Cookies med faderen, Kristian Danielsen som mentor og coach, fungerede sideløbende som legestue i et par år. Faderen er selv mangeårig festmusiker og har indrettet eget studie i garagen på hjemadressen. Det har sønnen nydt godt af og gør det stadig.
Her sad Thomas Drachmann i øvrigt og øvede på trommerne, den dag Lokalavisen var på besøg. På vej ind i en slags musikalsk trance, sådan så det nogenlunde ud, da Lokalavisen bankede forstyrrende på. Den unge janitshar lyste dog op i et ægte smil med det samme, og reporteren og praktikanten blev straks bænket med kaffe og sodavand i stuen.
Her fik vi historien om gruppen SEB bestående af drengene Sebastian, Magnus og Mathias fra Allerød. Gruppen deltog i MGP2006 med sangen 'Tro på os to' og vandt. Senere vandt de også MGP Nordic med samme sang. SEB valgte dog ret hurtigt at trække sig tilbage, fordi medlemmerne ikke ville være børnestjerner. Forsangeren Sebastian Øberg og Thomas Drachmann stødte på hinanden i Mellerup-tiden.
De blev fine venner, og senere var de også på højskole sammen i Silkeborg. I en periode boede Sebastian Øberg endda hjemme hos Thomas i Mørke, mens de to kammerater fablede om det store gennembrud. SEB anno 2012 bestod således af Sebastian Øberg, Tim Braüner og Thomas Drachmann, og 29. april 2013 udgav de singlen “Try” på Copenhagen Records. Tim Braüner var kommet med på anbefaling af Thomas, da den oprindelige bassist prioriterede sin uddannelse højere end musikken.
“Men vores samarbejde fadede langsomt mere og mere ud, fordi det egentlig mere var Sebastians projekt end det var vores fælles,” siger Thomas, der ikke længere er tæt på Sebastian Øberg, som siden er flyttet tilbage til Sjælland.

Ved en skillevej

Efter et intensivt år på Mellerup og en tur på højskole stod unge Thomas ved en skillevej.
Hvordan med fremtiden og uddannelse?
“Jeg snakkede meget med min forældre om det. Jeg tror, de håbede på, at jeg ville tage tre år i gymnasiet, men for mig var det at gå i skole at sidde bag trommerne og øve dagen lang.”
“Mine forældre har aldrig lagt pres på mig, men vi snakkede naturligvis om det, og det endte med, at jeg fik lov til at slippe for gymnasiet, hvis jeg ville øve mig hver dag efter et fast skema, mens mine jævnaldrende var i skole.”
Sådan blev det, og sønnike øvede og øvede. Så meget, at der, inden turen gik permanent til København, blev et job til ham som trommeslager i Vejle Musikteaters opsætning af Sebastians musicalevergreen, 'Skatteøen', hvor folk som Amin Jensen og Bjarne Langhoff også medvirkede.

Vil til USA

Mange af nutidens unge musikere vælger at lægge vejen forbi Rytmisk Musikkonservatorium for at blive dygtigere og få en uddannelse at falde tilbage på, men det vil Thomas Drachmann ikke gøre.
“Jeg er i stedet blevet anbefalet at tage til USA, hvis jeg virkelig vil dygtiggøre mig, og det er også planen, men der skal gå nogle år, før jeg er klar til at rykke.”
“For mig handler det fortsat om at øve de små detaljer og min teknik igen og igen og bygge endnu flere nuancer ind i mit trommespil.”
Thomas Drachmann fik meget tidligt en faible for TOTO-trommeslageren Jeff Porcaro, og den har han fortsat.
“TOTO og Dire Straits er to bands, som jeg altid har beundret meget på grund af musikernes dygtighed.”
Han vedgår uden at blinke, at han er for meget af en nørd og teknikfræser til at synes om rå garagelyd, hvor musikken nok svinger, men hvor det tekniske niveau ikke er højt. I den danske trommeverden beundrer han folk som Lars Daugaard og Morten Hellborn. Sidstnævnte afløste han i Christophers band, og Daugaard, der har spillet med et væld af danske kunstnere, blandt andet Poul Krebs, er blevet hans mentor.

Sex & Drugs & Rock & Roll

Rockmusikken berømte og nærmest komplementære trojka 'Sex & Drugs & Rock & Roll' er Thomas Drachmanns ikke stødt på endnu trods et væld af koncerter sammen med Christopher.
“Vi tager som regel hjem efter koncerten på hotellet for at snakke stille og roligt. Det er yderst sjældent, at vi tager i byen, og alle i bandet går i det hele taget meget op i at være sunde og få motioneret.”
“For os handler det om at kunne levere noget ordentlig til de mange, der dukker op til koncerterne. Nogle kommer jo op til 35 timer før en koncert.”
- Er dit engagement hos Christopher bare et job? Hvordan har du egentlig med hans musik?
“Jeg synes hans sange er fede at spille, og det er jo til at høre, at han henter inspiration fra Justin Timberlake, som jeg synes er sindssyg god. Christopher er en fin arbejdsgiver, fordi man som musiker får lov til at udfolde sig og sætte sit personlige stempel på musikken.”
Trommeslageren fra Mørke, der tog fra skole for at øve, når der var den mindste lejlighed til at gøre det, har ikke fortrudt, at han valgte at tage en studentereksamen bag trommerne.
Der skal nok komme bump på den videre vej, men dem er han fast besluttet på at forcere sammen med sine musikalske legekammerater. At der bliver snakket musik, når Familien Danielsen sidder omkring spisebordet på Mejsevej i Mørke, er nærmest obligatorisk. Thomas Drachmanns storesøster, der er tre år ældre, har en kæreste, som også er noget ved musikken, Simon Troelsgaard - han har en fortid som guitarist i Skive-bandet Duné.

Publiceret 12 October 2014 11:36