Regitze Als Mortensen skal snart have et nyt pokalskab. DM i Randers gav hende endnu to. Modellerne på billedet er hendes værk. Foto: Lars Norman Thomsen.

Regitze Als Mortensen skal snart have et nyt pokalskab. DM i Randers gav hende endnu to. Modellerne på billedet er hendes værk. Foto: Lars Norman Thomsen.

Mere hæder til lokal frisørelev

Regitze Als Mortensen fra HAIR BY Adelsböll i Ryomgård fortsætter med at imponere, når hun er til konkurrence. Senest med en tredjeplads ved de danske mesterskaber på Tradium i Randers

Af
Af Lars Norman Thomsen

Da Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund (DFKF) og Danmarks organisation for selvstændige frisører og kosmetikere (dofk) forleden afholdt danske mesterskaber for frisører på Tradium i Randers var 20-årige Regitze Als Mortensen, frisørelev hos HAIR BY Adelsböll i Ryomgård, blandt deltagerne.
Det er ingen hemmelighed, at det unge frisørtalent har tårnhøje ambitioner, når hun har en saks, en føntørrer og en kam i hænderne. Det syntes de uvildige dommere, der bedømte de 15 deltagere fordelt på fem hold også, for de belønnede Regitze Als Mortensen med en podieplads i disciplinen 'Langt hår' i form af en tredjeplads.

Tæt konkurrence

"Konkurrencen var meget tæt, og jeg var kun et enkelt point fra førstepladsen," fortæller Regitze Als Mortensen, der tidligere på året var udvalgt til at være med på holdet af frisører, stylister og make up eksperter ved Det Internationale Melodi Grand Prix 2014 i København sammen med fire andre frisørelever fra det ganske land.
I januar 2014 blev hun nummer 3 i Randersmesterskabet for frisørelever, så 2014 har indtil nu været hendes gennembrudsår.

Holdet nummer 2

Regitze Als Mortensen, der bor i Kolind, nåede også en samlet andenplads for hold ved DM-konkurrencen. Holdet bestod af tre udtagne frisørelever fra Tradium Randers.
"Vi blev kun overgået af Odense, men de har altid være vildt gode, så vores andenplads var flot," siger Regitze Als Mortensen, der blev sammenlagt nummer syv i den anden individuelle disciplin, Bombage, som der blev dystet i.
Bombage er en klassisk knivfrisure i frisørfaget. Den optræder ofte som opgave i svendeprøver og i konkurrencer og bygger på en engelsk stilklipning.

Svendeprøve til april

I april 2015 skal Regitze Als Mortensen aflægge svendeprøve, og herefter har hun blot få måneder tilbage af sit elevforløb, der slutter i midten af august 2015.
Hun har endnu ikke besluttet sig for, hvad der så skal ske.
"Jeg har det godt hos HAIR BY Adelsböll, hvor der er masser udfordringer. Hvis jeg skal prøve noget andet, skal det virkelig være noget andet," understreger Regitze Als Mortensen, som tidligere har talt om, at København eller udlandet kunne være en mulighed, hvis der viser sig det rigtige tilbud.

Publiceret 09 October 2014 08:57