Debat:

Hyklerisk skræmmekampagne Leif Lahn

Af Anne-Mette Winther Christiansen (V), MF, valgt i Djurskredsen:

"Den hykleriske skræmmekampagne fra Leif Lahn Jensen (S) og socialdemokraterne fortsætter for fuld styrke. Denne gang beskyldes Venstre fejlagtigt for at ville øge brugerbetalingen i sundhedsvæsnet, hvilket ikke er korrekt. Regeringen har derimod selv øget brugerbetalingen på blandt andet tandrensninger og pensionisters medicin. Så jeg spørger igen, hvem er det, der har brug for at forklare sig?
Jeg kan se, at Leif Lahn Jensen ihærdigt prøver at fremme sin valgkamp, når han fremhæver de 5 mia. kr., som han og regeringen vil tilføre sundhedsområdet. Jeg må bare konstatere, at det er endnu et forsøg på at få vælgerne til at glemme, hvad de blev lovet forud for valget i 2011. Faktum er, at der med regeringens udspil kun afsættes 500 mio. kr. ekstra næste år, hvor de gyldne løfter før valget lød på et niveauløft på 7,5 mia. kr. i 2015.
Desuden påstår Leif Lahn Jensen, at Venstre vil privatisere hospitalerne. Det er endnu en usandhed. Venstre vil have, at alle patienter skal sikres hurtig udredning, hurtig behandling og hurtig genoptræning uanset uddannelse og pengepung. Venstre vil derfor udvide og videreudvikle det frie valg, hvilket står i skarp kontrast til regeringen, der bekæmper privathospitaler frem for ventelister."

Publiceret 07 October 2014 15:43