Rasmus Vinther (tv) og Thor Vest ved det 280 kvadratmeter store stuehus, de er ved at bygge.

Rasmus Vinther (tv) og Thor Vest ved det 280 kvadratmeter store stuehus, de er ved at bygge.

20-årige Thor Vest har været selvstændig murer i to år

Fik egen murerforretning som 18-årig

Af
Anette Bonde

“Jeg skulle lige blive ædru efter festen, så skulle jeg have mit CVR-nummer.”
Thor Vest er 20 år. Han blev udlært murer som 18-årig, og et par dage senere var han selvstændig.

Kunne ikke sidde stille

Nu sidder han i en skurvogn på en byggeplads på Øster Alling Mark og er i gang med sin tredje store opgave som selvstændig. Han smiler og fortæller:
“Jeg skulle egentlig have været landmand. Det har jeg villet fra bette af. I skolen kunne jeg ikke sidde stille, og jeg var ikke for god til det boglige.”
Landmand Peter Fisker, der sidder ved siden af, og som Thor Vest og hans svend Rasmus Vinther er ved at mure et 280 kvadratmeter stort stuehus for indskyder, at det i hvert fald ikke gjaldt regning.
“Din far øvede den lille gangetabel med dig i traktoren, og den kunne du, inden du startede i skolen.”

Sølvmedalje

Indtil 8. klasse havde Thor Vest det bedst med at komme ud og røre sig. Han kom på efterskole i 8. og 9. klasse, og her fik han smag for murerfaget. Efter 9. klasse gik han i lære, og som 19-årig stod han med svendebrevet.
Rasmus Vinther indskyder, at han bestod med sølvmedalje, som er højest opnåelige anerkendelse indenfor murerfaget. Han kan også berette, at Thor Vest havde håndelaget fra starten. Allerede i sit andet læreår tog han førstepladsen i klubmesterskaberne i Randers-området i Skills.

Fjorten dage hos mester

Efter at svendebrevet og CVR-nummeret var i hus, havde Thor Vest egentlig tænkt sig at fortsætte lidt hos sin gamle mester, men det holdt kun i fjorten dage. Så var der ikke tid til det mere.
“Det gik hurtigere, end jeg havde regnet med”, siger han med et glimt i øjet.
Først fik han en stald i ordrebogen, siden en garage, så et stuehus - og så alt det løse ved siden af. Da han havde sagt ja til at bygge stuehuset, ansatte han sin gamle ven og skolekammerat Rasmus Vinther, som også havde fået svendebrev som murer.
“Man kommer langt med en slidt blyant og en gammel murerske.”
Ved at arbejde lidt ekstra er han dog nu veletableret med både bil, stillads og hvad ellers hører til faget.
Rasmus Vinther er stolt af at være murer og glad på sin vens vegne for, at han i en alder af 20 går og bygger huse på over 200 kvadratmeter.
Men de kommer heller ikke sovende til det.
“Vi er fleksible og knokler på. Vi vil begge, at det skal være i orden, når vi går derfra.”

Publiceret 01 October 2014 12:00