Arkivfoto

Arkivfoto

Debat Norddjurs:

En stivnakket og smalsporet kommune?

Af Jan Preisler, Ørsted Enge:

Der er glædeligvis enkelte som tager deres job som byrådsmedlem seriøst og rent faktisk har valgt at lytte til de berørte borgere i denne sag. Hermed et skulderklap og et stort tak til Christian Gleerup og Niels Ole Birk, samt de andre byrådsmedlemmer som rent faktisk har lyttet til borgerne og efterfølgende har valgt at stå frem og komme med en klar og fornuftig udmelding.

Som byrådsmedlemmer er det jeres pligt at lytte til vælgerne, der har stemt jer ind med en klar forventning om, at I ville passe på dem. Disse vælgere har nu i tre år forsøgt sig med indsigelser, foredragsholdere, læserbreve, underskriftindsamlinger og borgermøder. Alt sammen i forgæves forsøg på at råbe kommunen op og gøre opmærksom på at de mener, det er en dårlig ide. Men nej, nej, kommunen fortsætter ufortrødent, det lader til, at de møller skal op, hvad enten der er konsensus eller ej.
Det eneste, der efterhånden ville give bare en smule mening i denne ”vindmølle farce”, er, hvis det skulle vise sig, at kommunalbestyrelsen har indgået en slags ”lokumsaftale” med vindmølleopstiller, som de simpelthen ikke, kan sno sig ud af.

Alt tyder på, at langt de fleste mennesker bliver fuldstændig oplysningsresistente, når bare der står grøn energi på emballagen. Denne tankegang er tydeligvis fremherskende hos størstedelen af de byrådsmedlemmer, der på et tidspunkt skal stemme om min og andres fremtid. Flere af dem har gentagne gange både handlet og på beklageligvis ytret sig i overensstemmelse hermed. Det er både skræmmende og uanstændigt.
Seneste eksempel på det kommer fra Hr. Basballe. Han blander planloven, energiforliget og den samlede grønne opstilling ind i debatten, og det er blot endnu et bevis på et byrådsmedlem, der ikke har læst op på lektien.
Der står INGEN steder, at der ”skal” stilles vindmøller op.

Det er mig hovedrystende ubegribeligt, at man i den grad lader sig spinde af udefrakommende investorer, der ikke tænker på eller i andet end penge. Det er penge, der afgør, hvilken møllestørrelse man vælger, da det helt enkelt er de største møller, der giver det største tilskud (andre folks penge).
Og nu vi er ved pengene, vil jeg sige Tak til Hr. Basballe for at bringe ordet mafialignende ind i debatten.
Forestil dig, at investor kommer og banker på DIN dør med en kvart million kroner til dig, hvis du vel at mærke liiige vil være så venlig at holde din kæft og ikke efterfølgende klage over det helt åbenlyse overgreb på dit liv?
Økonomisk set bliver du stavnsbundet til et liv i støj og oveni købet med mulig risiko for sundhedsskader forårsaget af lavfrekvent støj -; Se dét kan man kalde mafialignende!

Det helt store spørgsmål må derfor endeligt lyde: ”Hvad er baggrunden for, at Norddjurs Kommune, så stivnakket og smalsporet, vedbliver at holde fast på at ville opstille hav-vindmøller på land, når så mange andre kommuner for længst har ladet fornuften sejre?”

Publiceret 01 September 2014 17:15