Ørsted-borgerne hyggede sig, da deres by kom på skærmen.

Ørsted-borgerne hyggede sig, da deres by kom på skærmen.

Otte udsendelser om Ørsted Kro på TV2 landsdækkende

Hele Danmark bliver dus med Ørsted, når TV2 sender otte programmer om Ørsted Kro

Af
Anette Bonde

“Det er dejligt at se det sammenhold, I har fået. Dette projekt handler om den historie, I er ved at skrive ved at købe denne kro. Det er en rigtig heltehistorie, der viser hvor svært og hårdt det er at starte en kro op sammen.”
Morten Ryberg Dannisboe, postproducer i filmselskabet STV, bød velkommen til 2 x 25 minutters reportage fra Ørsted, da de første udsendelser af en serie på otte blev præsenteret for Ørsted Kro's venneforening og støtter tirsdag i sidste uge.
Kroalen var fyldt. Efter en lækker buffet viste STV, hvad de mange timeres optagelser var blevet klippet sammen til fra købet af kroen på folkeaktier var gået i gang sidste sommer og til i dag, hvor kroen er kommet i god gænge.

På fornavn med Ørsted

Udsendelsesrækken betyder, at Ørsted bliver kendt landet over i løbet af efteråret, når de otte udsendelser sendes på landsdækkende TV2.
Den allerførste man møder er Vilhelm Johnsen, der cykler rundt og kommenterer det, han kommer forbi.
“Det er altid godt at ha' et fællesskab - det er godt at ku' snakke sammen allesammen”, konkluderer han.
Hele Danmark kommer også på fornavn med Dag Kristiansen, Torben Bach, Tove Hjorth Jensen og andre fra bestyrelsen, frisøren og hendes kunder, beboere på Skovly, folk der køber billet til julefrokosten og mange flere.
Tidligere stamgæster på kroen kommer også til orde. De er noget skeptiske overfor købet, og særlig én af dem har besluttet, da det viser sig, at rygning på kroen bliver forbudt, at den nye kro ikke er noget for ham.
Kim og Peter Arne, nogle af de andre stamgæster, er faste kommentatorer fra den nye stamplads de har fundet, bord-bænkesættet på Polden.
“Vi har snakket om at forpagte kroen”, fortæller de undervejs, da det viser sig vanskeligt at finde en forpagter.

Sjove beskrivelser

Da de to udsendelser var slut og lyset blev tændt, var der en overvejende god fornemmelse.
“Mange elementer i beskrivelserne af by, relationer og mennesker er sgu sjove. Jeg kan godt li vinklen og det twist, der er af galgenhumor”, smiler Dag Kristiansen, formand for Ørsted Kro A/S.
Dog er han lidt ked af introen, hvor man ser et skilt og noget, der er ved at falde sammen.
“Jeg er bare nervøs for, at seerne slukker. Ørsteds image er jeg lige glad med, men folk skal se, at man kan flytte noget, når man holder sammen. Jeg tror det bliver en sjov udsendelsesrække og glæder mig til at se den.”

Fortæller om nærdemokrati

Morten Ryberg Dannisboe, der har klippet og redigeret de otte udsendelser, er lettet over borgernes reaktion under udsendelserne.
“Der blev heldigvis grinet meget, og det er et virkemiddel til at 'lokke folk ind i butikken'. Udsendelsen er et af virkemidlerne til at fortælle en historie om nærdemokrati, og resten af Danmark skal se det fantastiske projekt, der viser at hvis man står sammen, kan man ændre gangen i et samfund.”
Han ved for eksempel at overborgmester i København Frank Jensen er meget begejstret og kalder projektet for et fantastisk eksempel på nærdemokrati.
Morten Ryberg Dannisboe fortæller, at det har ligget ham meget på sinde at vise folks kærlighed til deres samfund og at tage borgerne alvorligt samtidig med at programmerne skal være se-værdige og sjove.
“Vi balancerer på en knivsæg i beskrivelsen. Vi har for eksempel talt meget med Kim og Peter Arne om deres rolle - det er jo dem, der er skeptikerne i nogle scener. Det handler om, at hver medvirkende skildres, så man får lyst til at være sammen med dem igen. Vi føler med dem, og er glade med dem - Lidt ligesom i Matador, som er vores forbillede. Her er der ikke nogen, man ikke kan li, for man får historien med.”

STV optog hvad der svarer til 16 hele døgn. Det er klippet ned til otte udsendelser a 25 minutter.

Publiceret 01 September 2014 15:00