Chris Johnsen med det gyldne venstreben er i front for Viking Pindstrup lørdag eftermiddag på Kolind Park. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen.

Chris Johnsen med det gyldne venstreben er i front for Viking Pindstrup lørdag eftermiddag på Kolind Park. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen.

Seriefodbold:

Far og søn på hvert sit hold på Kolind Park

Far Jesper Holm Hansen og sønnike Kasper Holm Hansen tørner sammen , når Viking Pindstrup og Kolind-Perstrup mødes i Serie 4

Af
Af Lars Norman Thomsen

Nyoprykkede Viking Pindstrup sæsondebuterer lørdag i Serie 4 på Kolind Park mod hjemmeholdet, der allerede har været i kamp en gang, da holdet i første spillerunde spillede uafgjort 2-2 mod Østdjurs 91.
Viking Pindstrup har veteranen Jesper Holm Hansen med i truppen, mens Kolind-Perstrup har Kasper Holm Hansen.
Det er far og søn, der hermed kæmper om håneretten hjemme ved køkkenbordet i de kommende uger.
"Den er god nok," fortæller Kasper Ilsøe Babis, manager i Viking Pindstrup.
"Vi har Jesper med, og Kolind har Kasper."
Viking Pindstrup stiller svækket op til kampen, idet Rasmus Christian Thode er på udenlandsrejse og ikke er med i de første tre kampe. Fodboldformand Jørgen Erland Sørensen døjer med lyskebrok, og der er også et par andre, der døjer med småskader, fortæller manageren som forventer, at træner Tom Bæk Petersen selv må dække af på højre back.
"Rasmus Binder har heldigvis besluttet sig for at spille i Pindstrup, men til gengæld er Mark Hefner Lauenborg begyndt at spille i en Randers-klub," siger Kasper Ilsøe Babis.
Nye i Pindstrup-truppen er brødrene Martin og Joakim Bjerregaard Jørgensen, der er tilbage i Pindstrup efter en sæson i IF Midtdjurs.
Lokalopgøret begynder klokken 13.30. Kolind-Perstrups førstehold spiller også på Kolind Park, men først søndag klokken 18 mod Nørager. Her kan hjemmeholdet ikke råde over spillere, der medvirkede i den første turneringskamp mod Østdjurs, de er låste i henhold til DBUs turneringsregler.
 

Publiceret 15 August 2014 17:09