Ryomgård Distriktråds formand Kirting Olesen kan snart invitere til officiel indvielse af gangstien fra Ryomgård til Marie Magdalene. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen.

Ryomgård Distriktråds formand Kirting Olesen kan snart invitere til officiel indvielse af gangstien fra Ryomgård til Marie Magdalene. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen.

Ny sti fra Marienhoff til Marie Magdalene klar til indvielse

Syddjurs Kommune skal ikke formelt godkende stiprojektet, og derfor kan Ryomgård Distriktsråd snart foretage den officielle indvielse

Af
Af Lars Norman Thomsen

Syddjurs Kommune vil ikke stille sig hindrende i vejen for, at den ny gangsti fra P.Vejsgaards Vænget i Ryomgård til Marie Magdalene nu kan indvies officielt.
Det siger kommunens Natur- og miljøchef Morten Hundahl.
Den ny sti, der har været længe undervejs, er blevet til på initiativ af Ryomgård Distriktsråd, og arbejdet er blevet lavet af frivillige kræfter, primært den lokale entreprenør Søren Gerstrøm.
"Kommunens eneste aktie har været, at vi har meddelt de fornødne tilladelser til etablering af stien i forhold til Naturbeskyttelsesloven, fordi noget af stien krydser et beskyttet område, og Vandløbsloven, fordi stien krydser Marie Magdalene Bækken, og derfor har der været behov for at etablere en bro," fortæller Morten Hundahl.
Syddjurs Kommune skal ikke lave et afsluttende tilsyn af stien og producere en formel slutgodkendelse af projektet.
"Vi forventer naturligvis, at de tilladelser/dispensationer, kommunen har givet, bliver overholdt," bemærker Hundahl, der midt i projektet fik oplyst, at den ansøgte bro var blevet erstattet af et rørstykke.
"Det er ok," siger han.
Morten Hundahl aftalte i sidste uge med formanden for Ryomgård Distriktsråd, Kirting Olesen, at der laves et officielt åbningsarrangement på et tidspunkt her i sensommeren.

Næsten klar

Kirting Olesen siger til Lokalavisen, at der ikke er sat dato på den officielle indvielse endnu.
"Der mangler lige et par småting, der skal laves på stien, og når det er klaret inviterer vi til indvielse," siger Kirting Olesen.

Publiceret 12 August 2014 12:46