Ældre Sagen Rougsø-Sønderhald indleder sæsonen med et besøg på Dansk Landbrugsmuseum Gl. Estrup fredag 29. august.

Ældre Sagen Rougsø-Sønderhald indleder sæsonen med et besøg på Dansk Landbrugsmuseum Gl. Estrup fredag 29. august.

Ældre Sagen har meget at nå

Omfattende program fra ældre Sagen Rougsø-Sønderhald

Af
Anette Bonde

Ældre Sagen Rougsø-Sønderhald har netop udsendt et særdeles bredt program med mange aktiviteter for det kommende år. Der er udflugter, musik, foredrag, sangeftermiddage, film med mere.
Ældre Sagen Rougsø-Sønderhald har knap 1500 medlemmer.

Programmet starter med et besøg på Dansk landbrugsmuseum Gl. Estrup fredag 29. august kl. 13. En måneds tid senere, onsdag 17. september gælder det en dagstur til Dybbøl, hvor der bliver en guidet tur i området samt middag og besøg i en grænsebutik. Et par uger senere er der foredrag i Auning Kirkes sognehus, hvor lederen af Randers Krisecenter Hanne Willemoes fortæller om stedet og om de udfordringer, der er.
I oktober byder Ældre Sagen på en tre dages busrejse til Tyskland med besøg i Husum, Slesvig, Frederiksstad, Flensborg med mere. Senere i oktober kan Ældre Sagens medlemmer komme til sangeftermiddag i Auning Kirkes sognehus og igen 4. februar i Lejerbos fælleshus i Ørsted. Det er som tidligere Vibeke Nørøxe der leverer musikken, og formand for den lokale Ældre Sagen-komite Orla Lund, der synger for.
Et nyt tilbud i den kommende sæson er en søndagscafé på Ørsted Kro. Det er søndag 16. november klokken 14-17, og Jazzbasserne leverer glad jazz.
I samarbejde med Hjerteforeningen afholdes et møde på Kulturperronen i Auning 13. januar, hvor en sagkyndig person fra Hjerteforeningen vil fortælle om forebyggelse af hjerte-kar sygdomme.
Endelig vil der i vinterhalvåret i samarbejde med Ørsted Biograf blive afholdt nogle eftermiddagsforestillinger med film, der vurderes at appellere til Ældre Sagens aldersgruppe.
Programmet sluttes af med en fire dages busrejse til Stettin i Polen fra 26. til 29. maj.
Orla Lund oplyser, at Ældre Sagens program ligger på offentligt tilgængelige steder, såsom biblioteker lægehuse, ældrecentre med videre. Arrangementerne er for alle uanset medlemskab af Ældre Sagen.

Publiceret 19 July 2014 10:00