Jeroen de Schepper ved ankomsten til Tangkær, hvor han bliver modtaget med taler, blomster samt mad og drikke i teltet.

Jeroen de Schepper ved ankomsten til Tangkær, hvor han bliver modtaget med taler, blomster samt mad og drikke i teltet.

Fotogalleri:

Jeroen cykler for sin syge tante og for alle andre Huntingtons-ramte

Ung belgisk mand vil have opmærksomhed på sjælden sygdom

Af
Anette Bonde

“Der skal gøres noget for at få gjort verden opmærksom på sygdommen, og ikke mindst er det vigtigt at få forsket mere i den.”
Jeroen De Schepper fra Belgien har flere medlemmer i sin familie, der er ramt af sygdommen Huntingtons. Den er arvelig, og det er en neurodegenererende sygdom, der langsomt nedbryder hjernen og kroppen.

Over 11.400 kilometer

15. april startede han cyklen fra sin lejlighed i Belgien for at cykle Europa rundt og undervejs gøre opmærksom på den nåedesløse sygdom. Når han igen stiller cyklen fra sig uden for sin lejlighed 7. august, vil han til den tid have cyklet 11.410 kilometer. Med 8290 kilometer i benene nåede han i onsdags til Tangkær i Ørsted, der er en af blot tre institutioner i Danmark med speciale i Huntingtons.

Hjertelig modtagelse

Jeroen De Schepper kom fra Norge i tirsdags og gjorde stop i Hadsund en enkelt nat. Onsdag satte han kursen mod Tangkær i Ørsted og blev modtaget ved færgen i Udbyhøj af cyklister fra to cykelklubber på Djursland samt aktivitetsmedarbejder Charlotte Hold fra Tagkær Centret og et par af beboerne.
De cyklede med ham til Tangkær, hvor han blev modtaget en konge værdig. Én af beboerne, Charlotte Reunulia Bøgh Pedersen, overrakte en buket blomster, og der var taler og sund mad og drikke i det telt, der var stillet op i dagens anledning.
“Tak for din indsats for Huntingtons. Det er vigtigt at skaffe opmærksomhed om sygdommen og få mere forskning, så folk kan få et værdigt liv”, lød det i velkomsttalen fra Jane Arndt, afdelingsleder for det afsnit på Tangkær, hvor femten beboere med Huntingtons bor.
Næste mål for Jeroen De Schepper er Tyskland, England og Skotland.

Blog og billeder

Jeroen skriver sådan her om sin tante Emma i sin blog på nettet (oversat fra engelsk af red.):
‘Min tante Emma er ikke længere i stand til at rejse sig fra sin stol. Hun er lænket til den. Jeg rejser for hende, så hun kan se fjerne steder, hun kan ikke opleve dem på nært hold. Jeg vil være hendes guide og mester, indtil hun ikke er her mere. Jeg ønsker at give hende glæde ved at rejse hver dag og få utrolige oplevelser. Denne blog og billederne, ønsker jeg at give til alle Huntington-patienter, og særlig til min tante Emma.”
Man kan følge Jeroens tur på denne blog: http://crosscountry4huntington.wordpress.com/

Publiceret 08 July 2014 17:00