Fra Verdensballettens besøg på Møllerup Gods i 2013. Arkivfoto

Fra Verdensballettens besøg på Møllerup Gods i 2013. Arkivfoto

Kongeligt besøg til ballet på Møllerup Gods

Dronning Margrethe og Prins Henrik kommer fredag til Møllerup Gods for at overvære Verdensballettens forestilling

Af
Af Martin Schultz

 Dronning Margrethe og Prinsgemalen er også i år på plads, når Verdensballetten fredag aften kl. 20 optræder på den åbne scene foran Møllerups hovedbygning med  ballet, opera og musik for violin på programmet.
Det er tredie år, at Møllerup Gods lægger rammer til denne kulturbegivenhed, som bringer verdensstjerner inden for ballet og musik til Syddjurs.
Verdensballetten har premiere torsdag aften på Gavnø Slot på Sydsjælland og fortsætter efter forestillingen og en hviledag på Møllerup Gods til tre forestillinger i Blokhus og Skagen.

Også sidste år tog Dronning Margrethe og Prinsgemalen turen fra Marselisborg Slot til Verdensballettens forestilling på Møllerup Gods som gæster af godsejerparret Anne Sophie og Stig Gamborg.
Ikke mindst Prins Henrik udtrykte stor begejstring for arrangementet, og han nød åbenlyst synet af de mange gæster, som havde slået sig ned i Møllerups park med picnickurve inden forestillingen.

Prins Henrik er i år med på det kreative hold bag balletten Côte à côte, som har Prinsgemalens digt af samme navn som omdrejningspunkt for to danseres optræden.
Inden aftenens forestilling kl. 20 er parken åben for publikum fra om eftermiddagen, og kl. 17 er det muligt at høre middelalderhistorikeren Rikke Agnete Olsen fortælle om Møllerups tid som hjemsted for Marsk Stig.

Verdensballetten

Optræder fredag 11. juli kl. 20 på Møllerup Gods
Billetter kan købes på www.billetnet.dk

Publiceret 08 July 2014 09:26