Kommentar:

Fremtidens Djursland 1- Djursland kan sagtens være med

Af
Af Per Zeidler

byrådsmedlem (LA) i Syddjurs

formand for Familie- og institutionsudvalget og folketingskandidat:

"Djurslands fremtid står og falder med borgernes fremtid. Hvis ikke man kan have et arbejde og bo på Djursland, bliver området affolket.
For nyligt hørte jeg om en virksomhed med produktion i både Danmark og Bulgarien.
I Danmark satte de kostprisen på en produktionstime til ca. kr. 280, og det er ikke særligt højt i danske sammenhænge - i Bulgarien til kr. 22. Danske arbejdere er dygtige arbejdere, men at kunne lave tingene mere end 10 gange så effektivt i Danmark er urealistisk.
Halvdelen af Danmarks arbejdsstyrke er faglærte elller ufaglærte arbejdere. Og Danmark har mistet 200.000 produktionsarbejdspladser over de sidste 7 år - i Randers 11.000 ud af 44.000. De mennesker skal forsørges, og det gør at de, der stadig er i arbejde, skal være endnu mere effektive, for at samfundsøkonomien kan løbe rundt.
Det er en landspolitisk opgave at få vendt skuden, men givet at rammerne for innovative små og mellemstore virksomheder, der ikke lige flytter produktionen ud af landet kan forbedres, er der meget vi kan gøre ved i Østjylland og på Djursland.
Vi må stå sammen om at skabe en sammenhængende region fra Grenå over Randers og Aarhus til Horsens. Aarhus er vækstmotoren med universitet osv., men med ordentlig infrastruktur og god plads til virksomheder og bosætning kan Djursland sagtens være med.
I øjeblikket er der en stærk tendens til polarisering i Danmark, hvor alt går i retning af centralisering. Den eneste måde at vende dette på er ved samarbejde. Vi må have hele regionen til at forstå, at man skyder sig selv i foden ved at kæmpe internt om at trække flest mulige ressourcer. Det ender med et meget tungt centrum, der til gengæld bliver dyrt og overbefolket. Det bidrager til vores alles bedste at gøre den samlede region mere attraktiv for virksomheder og borgere.
Mobiliteten skal være i top. Alt hvad vi kan gøre for, at det er let at komme rundt i hele regionen samt ind og ud af den, skal gøres. Vi skal arbejde for at gøre lufthavnen i Tirstrup attraktiv for flyselskaberne, holde liv i færgerne, udbygge motorvejene, letbane og gerne også på sigt en Kattegatforbindelse.
Disse emner, og den landspolitiske dagsorden med at få Danmark væk fra katastrofesporet med overformynderi, spild på overadministration og puklen på folk, hvis erhvervsmuligheder er blevet fjernet af en tåbelig politik, vil være mit fokus som politiker for Djursland, Østjylland og Danmark."

Publiceret 26 June 2014 15:20