Årets første student Jonas Gammelholm blev lykønsket af rektor Sven Gaardbo på Rønde Gymnasium. Foto: Morten Ærø

Årets første student Jonas Gammelholm blev lykønsket af rektor Sven Gaardbo på Rønde Gymnasium. Foto: Morten Ærø

Årets første student sprang ud på Rønde Gymnasium

85 nye studenter sendes fredag ud til et nyt liv efter veloverstået studentereksamen i Rønde

Af
Af Martin Schultz

Traditionen tro var det mandag formiddag årets første student, som sammen med rektor Sven Gaardbo fik lov til at hejse flaget i Rønde Gymnasiums flagstang.
Årets første student blev udklækket ca kl. 9.45 og Jonas Gammelholm fra Ebeltoft sluttede sin eksamen med et 10-tal i kemi. Han fik sat huen på hovedet af sin mor, og så er han ellers klar til at tage fat på det, som kan kaldes “årets festligste uge”.

Smoking og festkjoler

De nye studenter springer ud i de kommende dage frem til onsdag, hvor den sidste af de 85 nye studenter har fået huen på hovedet.
Festlighederne begynder onsdag aften kl. 19.00, hvor alle de nye studenter og deres forældre møder frem på Rønde Højskoles Teatersal.
“Det er den store gallaaften, hvor eleverne møder op i smoking og store festskjoler. Tidligere har vi altid danset lanciers i vores egen festsal, men vi er blevet for mange og må derfor henlægge den del af festen til Rønde Højskole,” fortæller Uddannelsesleder Morten Ærø fra Rønde Gymnasium.
Efter lancieren bliver forældrene sendt hjem og lærere og elever begiver sig tilbage til gymnasiet til den store festaften, hvor der bliver danset til tonerne af bigbandet Unoderne.

Højlydt hujen på vognene med nye studenter

Torsdag og i nogle klasser også lørdag gør de nye studenter opmærksomme på sig selv, når de i de blomstersmykkede vogne under højlydt hujen kører rundt for at besøge de forskellige elevers hjemmebaner.
Fredag kl. 13 er der dimmission i Rønde Gymnasiums have, hvor rektor Sven Gaarbo sender sin anden årgang studenter ud i verden.
Dimmissionen er en festlig dag med familie og venner til at hylde de feststemte nye studenter. Det er en dag med store traditioner, og også i år vil der være et mindre hold 50 års jubilarer til stede.
Når de unge med studenterhuer er sendt ud i verden sænker roen sig over gymnasiet, som skal være klar til medio august at tage imod næsten 140 nye elever på fem linier, som er rekord for Rønde Gymnasium.

Publiceret 23 June 2014 20:00