Den fra DR kendte bonderøv Frank Erichsen har tidligere medvirket på Frilandsmessen. Pressefoto

Den fra DR kendte bonderøv Frank Erichsen har tidligere medvirket på Frilandsmessen. Pressefoto

Bæredygtig levevis og ny skaterbane til Frilandsmesse

Årets Frilandsmesse byder på et bredt program med mulighed for at tage en tur på Feldballes nye skaterbane

Af
Af Martin Schultz

Der bliver mulighed for at slå med le eller pudse med ler. Eller at tage en tur på den nye skaterbane, som netop er blevet åbnet og regnes for en af Østjyllands bedste med sine fint pudsede betonkøreramper.
På den måde mødes tradition med gamle håndværk og fornyelse med urban streetkultur, når det eksperimenterende bosætningsfællesskab Friland søndag 29. juni inviterer til den syvende Frilandsmesse.
”Det er en messe med vokseværk. Der bliver flere stande, flere foredrag, flere workshops, flere åbne huse og mere underholdning end de foregående år. Messen vil markere, at der er blevet flere beboere på Friland, at der er gang i mange nye byggerier, og at flere har meldt sig til at have åbent hus eller stå for en bred række af aktiviteter,” siger tovholder på messen, Jens Peter Mølgaard.

Mellem Feldballehallen og Friland ligger den nyåbnede skaterbane. Privatfoto

Mellem Feldballehallen og Friland ligger den nyåbnede skaterbane. Privatfoto

Åbne huse og rundvisninger

Efter at Friland i en årrække har kørt med skiftende temaer for messen, har man nu besluttet, at lade temaet være fast og bredt: Bæredygtig levevis.
Under denne overskrift vil man blandt andet kunne høre Friland-stifteren Steen Møller fortælle om halm-elementer til husbyggeri og røgvaskere til brændeovne.
Den unge biolog Karoline Aaen tager folk med i skovhaven, og hun vil også præsentere det nye Feldballe Pomet.
Rundt i området kan man besøge de frilændere, der har åbnet deres huse, og man kan nyde lækkerier i Kenya-cafeen, pizzaer eller finde plantesalg, og hvad fantasien hos Frilands beboere ellers rækker til. På standende på messepladsen vil en lang række firmaer og organisationer præsentere bæredygtige tiltag inden for eksempelvis energi, byggeri, kunsthåndværk, økonomi og frø og planter.

Nu med brugerbetaling

Man kan også mere afslappet betragte flintesmeden eller et af de andre arbejdende værksteder efter en god frokost eller kaffe og kage i Frilandscafeen, der har base i fælleshuset Ravnen og Frilandshaven.
Messen er åben fra 10-16, og i messeteltet vil der dagen igennem være forskellig musik og underholdning, og gøgleren Tonny Trifolikom, som selv bor på Friland, vil traditionen tro stimulere lattermusklerne i sit cirkustelt.
I år vil der være en beskeden entré på 20 kroner til messen for alle over 18 år. Messen har tidligere fået støtte fra LAG Djursland, men den støtte er nu bortfaldet.
”På Friland vil vi nu se, om messen "kan selv" med en smule brugerbetaling. Et eventuelt overskud vil gå til fælles bæredygtige tiltag på Friland. Entreen dækker alt, udtagen de rundvisninger på Friland, der vil være dagen igennem. En rundvisning koster 40 kroner,” siger Jens Peter Mølgaard.

Frilandsmesse


Søndag 29. juni kl. 10-16
På Friland i Feldballe
Læs mere på www.friland.org

Publiceret 22 June 2014 15:00