Kommentar:

Fremtidens Djursland

Af
Af Lars Norman Thomsen

redaktør:

"Vores kobling til Business Region Aarhus og fokus på vækst omkring Aarhus har overhalet tankerne om én Djurslands kommune. Vi håber naturligvis, at vi kan få effekt af Business Region Aarhus, men det betyder naturligvis ikke, at Norddjurs og Syddjurs ikke fortsat skal tænke i muligheder for at samarbejde og slå afdelinger sammen."
Sådan lød ordene fra Syddjurs borgmester Claus Wistofts mund i seneste udgave af  Adresseavisen Syddjurs og ErhvervsAvisen Østjylland. Venstre-borgmesteren har ellers tidligere talt varmt for en samlet storkommune på Djursland. Senest gjorde han det forud for Kommunalvalget i november 2013, men allerede et halvt år senere har virkeligheden tilsyneladende forandret sig så meget, at en Djurslands kommune  ikke længere fylder på hans dagsorden.
Egentlig velgørende, hvis den snak kan forstumme, for tankerne om en samlet Djurslands kommune blev allerede skudt ned ved den seneste kommunesammenlægning, da de otte såkaldte Djurslands kommuner ikke kunne blive enige om at skabe den store løsning. Velsagtens fordi man i Rosenholm Kommune med daværende borgmester Richard Volander (V) i spidsen ikke så sig som en del af et samlet Djursland og allerede på daværende tidspunkt havde forudset vigtigheden af at køre sig i stilling til de fordele, som det at være porten til vækstcentret i og omkring Aarhus ville betyde.
Når der om nogle år kommer en ny kommunalreform, vil et samlet Djursland slet ikke blive et tema.  Udkommet vil blive noget langt større. Men det betyder ikke, at man på Djursland ikke løbende skal køre sig i stilling til den fremtid, der tegner sig, og fortsætte med at samarbejde, hvor der vil være oplagte fordele ved at gøre det.
Claus Wistoft nævner  i det omtalte interview en fælles planafdeling og teknisk afdeling, hvor det vil være oplagt at knytte Norddjurs og Syddjurs tæt sammen, fordi det vil betyde en styrkelse af den kompetence og service, som de to nævnte områder skal bidrage med.
Wistoft kunne også have nævnt et stærkere Djursland UdviklingsRåd (DUR) til den fælles dagsorden.  DUR er tænkt som et fælles strategisk forum for Syddjurs og Norddjurs, men har en personsammensætning og en profil som med fordel kunne styrkes, så DUR netop blev det centrum for en strategisk diskussion om Djurslands fremtid, som det er tænkt som, og ikke bare en afbudsramt kaffeklub, der snakker om infrastrukturelle temaer.

Publiceret 19 June 2014 08:48