Foto: Syddjurs Kommune

Foto: Syddjurs Kommune

Bibliotek sælger bøger til spotpris

Ebeltoft Bibliotek holder ”hollandsk” bogsalg med faldende priser time for time

Af
Af Martin Schultz

Ebeltoft Bibliotek forbereder sig på flytningen til det helt nye bibliotek i Den Ny Maltfabrik.
Så langt er projektet som bekendt dog ikke, men bibliotoket forlader rådhuset i løbet af sommeren og flytter til midlertidige lokaler i ”Bådshoppens” gamle lokaler på Vestervej.
Derfor skal der ryddes op og læseheste og andre boginteresserede kan gøre gode bog-kup, når Ebeltoft Bibliotek sælger ud af kasserede bøger inden den forestående flytning.
Der holdes nemlig ”hollandsk bogsalg” fra lørdag og frem til næste torsdag, når biblioteket sælger ud af de kasserede bøger på bibliotekets nuværende adresse på Lundbergsvej,

Priserne falder jo længere man venter

Inden flyttekasserne bliver pakket, er der blevet ryddet op på hylder og i magasiner, og store mængder af udtjente bøger er blevet kasseret. De er dog stadig for gode til at smide ud, og derfor sættes de nu til salg til spotpris.
Bogsalget afholdes efter hollandsk model, hvor priserne falder, jo længere du venter: Lørdag starter prisen med 5 kr. pr. bog og falder så 1 kr. for hver time, der går. Mandag til torsdag er prisen fra kl. 9-13 på 5 kr. og herefter falder prisen med 1 kr. i timen for til sidst at ende på 2 bøger for 1 kr. fra kl. 17-18.
Der vil både være faglitteratur, skønlitteratur og det både for børn og for voksne.

Hollandsk bogsalg

På Ebeltoft Bibliotek
Lørdag 21. juni kl. 10-14
Mandag 23. juni – torsdag 26. juni kl. 9-18

Publiceret 19 June 2014 11:17