Vilde Blomsters Dag ved Randers Fjord

Dagen holdes i samarbejde med Kyst- og Fjordcentret i Voer i strandengene ud mod Randers Fjord

Af
Anette Bonde

Dansk Botanisk Forening byder velkommen til De Vilde Blomsters Dag i Norden 2014, der afholdes for 28. gang i træk.
I år kan er der 80 ture i Danmark, hvor kyndige turledere tilbyder botaniske oplevelser og spændende viden om vilde blomster, og en af turene foregår i samarbejde med Kyst- og Fjordcentret i Voer i strandengene ud mod Randers Fjord og i Fjordplantagen.
Botaniker Gunnar Birkelund er turleder og fortæller om områdets flora med Blå Stregbælg og Klatrende Lærkespore,Tusindgylden og Strandkvan.
Turen varer et par timer, og den er gratis. Tag gerne en flora og en lup med. Deltagerne mødes klokken 10 på P-pladsen ved Fjordcentret, Voer Færgevej 123.

I Danmark, Norge, Sverige, Finland, på Færøerne, på Grønland og på Island afholder de botaniske foreninger også De Vilde Blomsters Dag 15. juni 2014. Derfor kommer op mod 10.000 personer ud og ser på den vilde flora i Norden den samme søndag i juni.

Publiceret 13 June 2014 18:00