Tovtrækningen i Nørager er et fast indslag - og det er ikke kun for sjov, det er æren, der står på spil. Arkivfoto.

Tovtrækningen i Nørager er et fast indslag - og det er ikke kun for sjov, det er æren, der står på spil. Arkivfoto.

Nørager er klar til fest

Peter Vildmand, volleyball, bodybowling og masser af fodbold ved sommerfesten i Nørager

Af
Anette Bonde

Sommerfestudvalget i Nørager byder på en sommerfest 'med det hele' på Nørager Stadion i uge 27, det vil sige 2. til 6. juli. Der er gudstjeneste, musik, masser af fodbold, mad, konkurrencer med mere.
Onsdag aften tages der hul på sommerfestugen med den traditionsrige familiegudstjeneste, og aftenen fortsætter med børnedyst, snobrød og fodboldkamp mellem NBKs U/14 drenge med forstærkninger mod Randers Freja.
Torsdagen starter med en fodboldkamp mellem Nøragers U11 drenge og et hold fra Djursland. Herefter er der blindefodbold, hvor kommunens politikere skal dyste mod lokalbyer i Norddjurs Kommune. Derefter står programmet på bodybowling, ”Min mand kan” i teltet og derefter livemusik ved Peter Vildmand.

Tovtrækning og volley

Fredag finder den efterhånden legendariske tovtrækning og volleyballturnering sted med hold fra nær og fjern. Aftenen sluttes af med diskotek for børn, inden Diskotek Crazy Sense åbner festen for den ældre generation.
Lørdagen står den på five-a-side fodboldturneringen L-TEK Cup, straffesparkskonkurrence og aktiviteter for børn. Om aftenen er der fest i teltet med musik af Showdown.
Sommerfestens sidste dag starter med optog gennem byen med Hadsund Skole-Orkester med følge af NBK's sportsungdom og pyntede vogne fra hver gade. Inden der er koncert med Hadsund Skole-Orkester, viser Djurs Square Dance Club eksempler på den amerikanske folkedans. Derefter der der bankospil, og til sidst sættes der punktum med et lokalbrag mellem Nøragers førstehold og lokalrivalerne fra Vivild IF.
Der er hele ugen diverse aktiviteter for børnene med blandt andet hoppeborg, sandkasse og fiskedam.

Publiceret 13 June 2014 11:00