Ole Sørensen , formand for Djurslands Erhvervsråd, er enig med med Claus Wistoft i, at der kun er behov for en erhvervsforening på Djursland. Arkivfoto.

Ole Sørensen , formand for Djurslands Erhvervsråd, er enig med med Claus Wistoft i, at der kun er behov for en erhvervsforening på Djursland. Arkivfoto.

Klart ja fra Djurslands Erhvervsråd til dialog

Bestyrelsen støtter idéen om kun en erhvervsforening på Djursland, som Syddjurs borgmester Claus Wistoft har anbefalet

Af
Af Lars Norman Thomsen

"Jeg ved, at der i bestyrelsen i Djurslands Erhvervsråd er enighed om, at det bedste for erhvervslivet på hele Djursland vil være, at der kun er en erhvervsforening i området," siger Ole Sørensen, formand for Djurslands Erhvervsråd.
Han tog over efter Harald Grønlund, indehaver af Flexline i Allingåbro, kort efter årsskiftet, da Grønlund ønskede at fralægge sig formandskasketten, fordi han var blevet valgt ind i Norddjurs Kommunalbestyrelse.
På generalforsamlingen forleden fik Ole Sørensen så igen bekræftet sit mandat af de øvrige i bestyrelsen, der selv konstituerer sig.

Lad os starte dialogen

Ole Sørensen er da også indstillet på at starte dialogen med kollegerne i Syddjurs Erhvervsforening meget hurtigt.
"Jeg er helt enig med Claus Wistoft, og jeg ved også, at Christian Gøthche (erhvervschef i Syddjurs Udviklingspark, red.) er meget interesseret i, at vi snakker sammen, så lad os komme i gang, så vi i løbet af et år eller to kan sammenslutte de to foreninger," opfordrer  en optimistisk Ole Sørensen.
Han har siden 2000 drevet virksomheden Rejsecenter Djursland ApS, der har hjemsted i Aarhus Lufthavn.
Rejsecenter Djursland sælger både individuelle rejser og grupperejser ud i verden og er endvidere dansk agent for biludlejningsselskabet Sixt.

Mange fordele

Ole Sørensen har i over 25 år haft sin daglige gang i Aarhus Lufthavn, og hans firma er i øvrigt både medlem af Djurslands Erhvervsråd og Syddjurs Erhvervsforening.
"Det er jo lidt tosset, at man skal betale kontingent til to erhvervsforeninger i det samme område," siger han.
"Jeg kan sagtens få øje på både administrative og medlemsmæssige fordele ved , at vi slutter os sammen til en forening, selv om der måske skal slibes et par kanter af, før det kan ske, men så lad os bruge god tid på, at blive enige om, hvordan vi organiserer en erhvervsforening bedst muligt, så både medlemmer, politikere og forvaltninger bakker op om det, vi finder ud af."
Ole Sørensen understreger, at det aldrig har været det nuværende Djurslands Erhvervsråds mening, at der skal være to foreninger.
"Tanken er født i den vestlige del af Syddjurs (Rosenholm, red.)  i den daværende Rosenholm Udviklingspark, men nu er Udviklingsparken flyttet længere østpå til Mørke, så vi nærmer os hinanden," griner Djurslands Erhvervsråds formand.

Muligt at udligne forskelle

Djurslands Erhvervsråd og Syddjurs Erhvervsforening er lidt forskellige i deres opbygning. Førstnævnte er en decideret græsrodsbevægelse, der finansierer sig selv, mens Syddjurs Erhvervsforening får et årligt tilskud fra kommunen til at drive erhvervsservice for.
"Det bør nu slet ikke forhindre os i at tale sammen," fastslår  Ole Sørensen.

null

Publiceret 13 June 2014 11:37