Mørke Motionsløb er med på sommerfestprogrammet lørdag. Løbet skydes i gang klokken 12.15. Arkivfoto.

Mørke Motionsløb er med på sommerfestprogrammet lørdag. Løbet skydes i gang klokken 12.15. Arkivfoto.

I Mørke er de parate til genoldigt juniknald

Ugens byfest strækker sig over hele fem dage fra onsdag til søndag

Af
Af Lars Norman Thomsen

Mørke Kirke tyvstartede årets byfest med en koncert 2. pinsedag, men den årlige byfest i Mørke kulminerer i weekenden med et omfattende program, der emmer af lokal fest og masser af forskellige indslag for  både små og store, unge og gamle.
Med Rita Simonsen som tovholder er en hær af frivillige kræfter i sving i løbet af de fem dage.
Starten gik onsdag aften i hallen, hvor de lokale floorballespillere inviterede indenfor til et par timers sved på panden i jagten på den finurlige bold.

Et overflødighedshorn

I løbet af de fem dage har arrangørerne brygget en forrygende cocktail af stort og småt med esser som vejfodbold, den traditionsrige Ican Tour og en ægte bondefest med en helstegt pattegris som det dominerende centrum og æggende musik, der hører en god fest til.
Byfestprogrammet indeholder også morgenbanko, Mørkeløbet arrangeret af den lokale løbeklub for både trænede og lidt mindre konditionsstærke, gymnastik, fodbold, tennisturnering, motorcykeltræf, 80'er disko, børneunderholdning, loppemarked og god tid til hygge og samvær.
Stort set hele byfesten foregår i og omkring Mørke Idrætscenter.

Vind i lotteriet

Byfesten slutter søndag med det store kagebord og lotteri, som i 2014-udgaven er en smule anderledes, da alle lodder kun kan købes under byfesten på pladsen, og deltagerne skal være til stede i teltet søndag under udtrækningen.

Omfavn Mørke

En lang række lokale sponsorer har bidraget til indtægtssiden, og byfestens overskud går udelukkende til ungdomsarbejdet i Mørke IF.
"Lad os omfavne Mørke sammen og gøre det til den bedste byfest nogensinde," lyder opfordringen fra tovholder Rita Simonsen til bysbørn og gæster fra nær og fjern.

Mørke Løbeklub arrangerer Mørke Motionsløb lørdag 14. juni klokken 12.15.

Start og mål er på sportspladsen ved Mørke Idrætscenter

Der er ruter på 3 km, 5 km og 10 km altså til både nybegyndere og øvede løbere

Deltagergebyret inkluderer tidtagning.

Tilmelding online på http://www.moerkeif.dk fortsætter til 13. juni. Det er muligt at tilmelde sig på løbsdagen mod et ekstra gebyr på 25 kroner

Startnummer udleveres i en af boderne på Stadion ved Mørke Idrætscenter på dagen ml. kl. 11.30-12.00.

Publiceret 13 June 2014 12:53