Debat:

Dansk Folkeparti vil give nøglerne til Lars Løkke

Af Leif Lahn Jensen (S), MF - valgt i Djurskredsen:

"Jeg er simpelthen nødt til at svare Bent Andersens indlæg her i avisen 3. juni, da jeg bliver citeret for at ville arbejde DF ud af Østjylland. 
Først vil jeg ønske DF tillykke med EU valget. Det var et rigtigt flot resultat. 
For det andet vil jeg til enhver tid tage afstand, fra de overgreb som Bent har oplevet. Politik skal altid være en kamp på ord, som Bent og jeg har taget mange gange før. 
For det tredje er jeg nødt til at fortælle Bent, at jeg, som Socialdemokrat med helt andre værdier end DF, er sat i verden for at sikre at disse værdier får mere vægt end andres.

Jeg mener ikke DFs værdier er de rigtige for vores samfund. 
DF er et borgerligt parti, som peger på Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Samme mand som ønsker nulvækst og besparelser i vores velfærd for omkring 22 mia. kr. svarende til 33.000 færre offentlige ansatte. Og Kristian Thulesen Dahl har gjort det klart, at han peger på Lars Løkke som statsminister uanset hvad. 
DF er altså et parti som vil være med til at forringe velfærden. Og det vil ikke være første gang de siger ét, men gør noget andet. 
DF er partiet der stod i spidsen for at forringe dagpengene, og sende tusinder af mennesker ud i en håbløs situation. DF var med til at forringe efterlønnen, og nu kommer de rendende som små julemænd med gaver for 155. mia. kroner, som de ikke lige ved, hvordan de skal finde. 
Bent, det er lidt for smart, og derfor glæder jeg mig til et kommende valg, så I forhåbentlig med gode og ordentlige argumenter kan forklare hvordan I vil finde 155. mia. kroner samtidig med, at i peger på en statsminister som vil spare i den offentlige sektor."

Publiceret 10 June 2014 13:39