Debat:

Blå Flag og Friluftsrådets magtarrogance

Af Alex Olesen, Boeslumvej 13 A, Ebeltoft:

"På Boeslum strand fik vi den 5. juni rejst et blåt flag, som skulle signalere at stranden er ren og pæn og god at bruge for alle.

Jeg er en af brugerne af stranden, idet jeg 365 dage om året går tur med min hund ved stranden hver morgen, det får både min hund og jeg en masse god motion af samt en masse frisk luft af.

Når min hund efterlader et par klatter samler jeg dem selvfølgelig op i en plastikpose, som jeg derefter kaster i en af de opstillede affaldsstativer (om sommeren).

Fra den 15. september til den 1. juni er affaldstiverne ikke tilstede mere, sådan har det ihvertfald været de tidligere år, så derefter tager jeg poserne med hjem, men ikke alle gør ligesom jeg, så fra den 15.september til den 1. juni flyder stranden med hundehømmere, andre gør det som er værre, nemlig at samle efterladenskaberne op, men når der ikke er andre på stranden,som ser det, bliver poserne smidt ind i buskene.

Nu har Friluftsrådet, som administrerer det blå flag, fundet ud af, at hunde ikke må tages med ud i vandet, uvist af hvilken grund, idet en hund aldrig ville finde på at tisse eller skide i vandet, det er kun homo sapiens der gør sådan noget.

Dvs. der er forbud mod at hunde bader ved stranden. Hvad skal det nu betyde, har Friluftsrådet fået lovgivende myndighed, kan Friluftsrådet udstede sådanne forbud. Nej det kan de selvfølgelig ikke, ifølge Grundloven § 3, er det det Folketinget som er den lovgivende myndighed. Hvis jeg nu tager min hund med til stranden, og vi går i vandet, kan nogen så sanktionere det med en bøde eller lignende, nej det kan de ikke, så jeg og min hund fortsætter med at gå i vandet som vi har lyst til, og i øvrigt gør det hver dag året rundt, når vandet ikke er for koldt.

Hvad kan der så ske, hvis jeg og min hund går i vandet, ja de kan jo fjerne det blå flag, så jeg håber at nogen fjerner det flag hurtigst muligt. Endvidere håber jeg, at kommunen lader affaldstativerne stå året rundt, så stranden kan forblive pæn og ren hele året med eller uden blå flag."

Publiceret 08 June 2014 19:00