Debat:

16.500 arbejdsløse op på faglært niveau

Af
Af Leif Lahn Jensen (S)

MF - valgt i Djurskredsen:

"Beskæftigelsesindsatsen har i alt for mange år været præget af mistillid og kontrol. Det har betydet, at indsatsen for at få arbejdsløse i job er foregået bag regneark og rigide regler. Det skal være slut. For hverken de arbejdsløse eller kommunerne, der står bag indsatsen, har glæde af meningsløst bureaukrati. Det har kun resulteret i pipfuglekurser og et ikkeeksisterende samarbejde med erhvervslivet.
Regeringen vil genindføre tilliden i beskæftigelsesindsatsen. Det er kernen i det netop lancerede beskæftigelsesudspil. Hvis vi skal have en mere effektiv indsats – og det skal vi – så er tilliden helt central. Tilliden til at alle de dygtige mennesker rundt omkring på jobcentrene og i a-kasserne kan og vil gøre deres arbejde ordentligt og ikke behøver skemaer fra de møder til de går hjem. Og tillid til at den arbejdsløse gerne vil have et arbejde og ikke skal jagtes og chikaneres fra dag ét.
Derfor sætter regeringens udspil den enkelte i centrum. Vi skal have et system, der tager udgangspunkt i den enkelte arbejdsløses situation. Samtidig vil vi investere massivt i uddannelse. Vores udspil vil hæve 16.500 arbejdsløse til faglært niveau. Fordi dem med mindst uddannelse har sværest ved at bide sig fast på arbejdsmarkedet. Det er de to grundpiller i regeringens beskæftigelsesudspil, der er baseret på tillid. Det er den direkte vej i arbejde".

Publiceret 30 May 2014 10:42