Debat:

Brav kamp for 'Et Danmark i Balance'

Af Gert Schou (S), tidligere borgmester i Grenaa og regionsrådsmedlem:

"Folketingspolitikerne  Anne Mette Winther Christiansen og Leif Lahn Jensen har kæmpet en brav kamp for Skattecentrets forbliven i Norddjurs Kommune. Det samme har borgmester Jan Petersen med sit hold gjort. Nyheden om Skattecentrets forbliven i Købstaden Grenaa glæder mig utrolig meget. Vi har sammen med andre yderområder stået model til mangt og meget i de sidste 10-12 år. Centraliseringsbølgen har skyllet voldsomt ind over Danmark især i den nævnte periode.
Den tidligere borgerlige regering og den nuværende har ikke i et tilstrækkeligt omfang levet op til: "Et Danmark i Balance". Jeg medgiver, at det også kan være meget svært som beslutningerstager, at dæmme op imod effektiviseringshensyn og  faglige hensyn. Men med lidt god politisk vilje er der mange af samfundets institutioner, der godt kan leve op til de nævnte krav og samtidig være lokaliseret i et yderområde.
Som lands- regions-og kommunalpolitiker skal man på forskellige niveauer sikre sig et ordentligt og fagligt beslutningsgrundlag; men de nævnte politikere er også valgt til at sætte politiske fingeraftryk i de beslutninger, der skal tages både på den korte og lange bane.
Skatteminister Morten Østergaard har i beslutningen om de fremtidige Skattecentrets lokalisering virkelig levet op til: "Et Danmark i Balance".
Endnu en gang en stor tak Jan Petersen med stab; men ikke mindst til vores repræsentanter i Folketinget fra Djursland Anne Mette Winther Christiansen og Leif Lahn Jensen."

Publiceret 30 May 2014 14:01