Daniel Lilleris:

Daniel Lilleris: "Jyllandsserien-2 er ikke skræmmende, men vi har ikke niveau til at klare os. Det må vi bare erkende."

Seriefodbold:

Lilleris tæller ned

Grenaa IF tabte tirsdagens hjemmekamp til topholdet i Jyllandsseriien-2, Hirtshals, med 4-0, og træner Daniel Lilleris glæder sig da også til ferien

Af
Af Lars Norman Thomsen

"Det er ikke sjovt længere, må jeg indrømme," siger Daniel Lilleris, træner for Grenaa IF i Jyllandsserien-2.
Tirsdag aftens tabte hans 14 udvalgte det udsatte opgør mod Hirtshals med 4-0 (1-0) på Grenaa Stadion.
"Det er sgu' svært at bevare gejsten, når man bare er reduceret til en slags koordinator, som bruger masser af tid på at samle hold, og næsten ingen tid på træningsbanen," siger Lilleris, der er begyndt at tælle ned.
"Der resterer godt nok syv kampe, men de skal spilles på fire uger, så vi kan se en ende på det," noterer Lilleris, der ikke klandrer de spillere, som han har til rådighed.
"Overhovedet ikke. Det er surt for de 5-6 stykker, jeg reelt har til rådighed, for de spiller næsten aldrig med de samme holdkammerater, og det går ikke i Jyllandsserien-2."

Mangler angribere

Grenaa IF var ifølge træneren fint med i opgøret mod Hirtshals, men savnede folk i front, der kunne true modstandernes mål.
"Vi havde bolden meget, men spillede stort set sidelæns det meste af tiden, fordi vi ikke magtede at holde bolden i spil oppe foran," fortæller Lilleris.
Han har stort set hele sæsonen manglet angriberne Sune Sørensen og Stig Zacher, begge langtidsskadede, og det har været en enorm hæmsko.
Opgøret mod Hirtshals blev reelt afgjort efter en lille time ved stillingen 1-0, da hjemmeholdets keeper Andreas Bang begik straffespark, så gæsterne kunne øge til 2-0.
I samme moment røg Kasper Rygaard Andersen ud med gult for protester.
"Hirtshals var ikke skræmmende, men de var effektive, og derfor vandt de sikkert," indrømmer Lilleris.
Han havde til kampen fået gravet de to tidligere FC Djursland spillere og Hessel drenge, Morten Kjær og Simon "KB" Christensen, frem fra gemmerne, men lidet hjalp det.
Grenaa bunder rækken med 2 point for syv kampe.
 
 

Publiceret 15 May 2014 05:00