Claus Wistoft anbefaler Lars Løkke Rasmussen at komme med en præcis forklaring på, om han virkelig har brugt 152.000 fra partikassen til at købe sko og tøj for til sig selv i forbindelse med en valgkampagne. Foto: Lars Norman Thomsen.

Claus Wistoft anbefaler Lars Løkke Rasmussen at komme med en præcis forklaring på, om han virkelig har brugt 152.000 fra partikassen til at købe sko og tøj for til sig selv i forbindelse med en valgkampagne. Foto: Lars Norman Thomsen.

Claus Wistoft:

"Lars Løkke skal lægge alt frem nu"

Syddjurs borgmesteren kommer med en klar opfordring til sin statsministerkandidat og Venstres landsledelse om at melde klart ud til hovedbestyrelsen, hvad partikassen har spenderet på sko og tøj til Lars Løkke Rasmussen

Af
Af Lars Norman Thomsen

"Jeg vil gerne lige anføre, at ingen kan dømmes, før der er fældende beviser," understreger Syddjurs borgmester Claus Wistoft (V), da Lokalavisen spørger ham til hans syn på, at Venstre har brugt 152.000 kroner fra partiets kasse til at finansiere indkøb af sko og tøj til tidligere statsminister og nuværende statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen.
"Men jeg kan kun anbefale, ligesom mange af mine partifæller har gjort det, at der meget snart bliver fremlagt en præcis redegørelse fra Lars Løkke Rasmussen og Venstres landsledelse til hovedbestyrelsen, så vi kan få klarlagt, hvad der rigtigt og hvad der er forkert i det, der er kommet frem i pressen."
- Hvis det er korrekt, at partikassen har spenderet 152.000 kroner til at dække Lars Løkke Rasmussens tøj- og skoforbrug i forbindelse med en valgkampagne, hvad siger du så til det?
"Så er mit svar, at vi har en tillidskrise i Venstre i forhold til vores statsministerkandidat, men jeg vil godt afvente redegørelsen, før jeg kommer frem med min personlige konklusion."
 

Ikke nok at betale tilbage

Claus Wistoft understreger dog, at for ham er det ikke nok, at der kommer en redegørelse, hvor der står skrevet, at Venstre har betalt 10.000 kroner til Lars Løkke Rasmussens ekvipering, og at Løkke siden har tilbagebetalt 142.000 kroner af egen lomme til partikassen for at bøde på det skete.
"Så er det pludselig blevet til en sag om personlig moral, og hvad man kan og ikke kan tillade sig i forhold til at bruge af de kontingenter, som medlemmerne betaler til den fælles kasse for at være medlem af Venstre. Mine kontingentindbetalinger skal ikke gå til den slags, men igen vil jeg høre det Lars Løkke Rasmussens egen mund først," siger Claus Wistoft.
"Det er trættende, at Venstres ellers fornuftige synspunkter fremlagt i sidste uge, hvor Lars Løkke Rasmussen meget stærkt kridtede banen af i forhold til, hvad der vil være Venstres politik efter et valg med nulvækst i den offentlige sektor og en større satsning på den private sektor, nu fuldstændig drukner i det her," siger Claus Wistoft, der selv er meget på det rene med, at han ikke bliver fanget med bukserne nede.
"Alle kan blive fristet, det indrømmer jeg, men jeg har for eksempel fravalgt at få et kreditkort fra Syddjurs Kommune for at undgå beskyldninger om at have brugt ti kroner uden at kunne gøre rede for til hvad. Jeg betaler hellere selv og afleverer siden bilagene i forvaltningen for efterfølgende at blive godtgjort."
 
 

Mistet ti procent vælgeropbakning

Claus Wistoft taler ellers varmt og med respekt om Lars Løkke Rasmussens evner som formand og statsministerkandidat.
"Jeg beundrer ham for den måde, han optræder på ude omkring i forsamlinger og på møder. Derfor er det også møgtræls, at vi nu skal opleve det her igen, også for hans nærmeste rådgivere og bagland, der selvfølgelig også må vide, hvad der op og ned i sagen."
I meningsmålingerne har Venstre fået mange hug af vælgerne, som må have fået notorisk udskældte Helle Thorning-Schmidt til at vejre morgenluft.
"Jeg kan konstatere, at vi har mistet terræn i lang tid, og derfor kan Venstre ikke holde til, at vi ikke snart får en præcis redegørelse fra Lars Løkke Rasmussen og landsledelsen, så vi hver især får mulighed for at tage stilling og drage en konklusion."
 
 

Publiceret 15 May 2014 14:52