Debat Norddjurs:

Forhold dig til den virkelige virkelighed Bent Andersen

Svar til Bent Andersen, Dansk Folkeparti Norddjurs

Af Ulf Harbo, Enhedslisten Norddjurs - pt. på orlov fra Kommunalbestyrelsen:

"Kære Bent
Man må sige, at du om nogen er ekspert i at gå efter manden i stedet for bolden og at lave ufine og perfide angreb.
Det er klassisk Jesper Langballe og Søren Krarup retorik, og jeg er sikker på, de ville være stolte af dig.
At du ovenikøbet direkte opfordrer til chikane af mig i byrådet viser, at du ikke viger tilbage for at sætte demokratiet ud af kraft ved at tage ytringsfriheden fra mig. Er det ikke grundlovsstridigt?
Jeg har normalt stor respekt for det arbejde Dansk Folkeparti og særligt Bent Bøgsted og Liselott Blixt laver for de syge parkeret på kontanthjælp, men Dansk folkeparti i Norddjurs Kommune interesserer sig åbenbart ikke for de syge mennesker, der er parkeret ulovligt på kontanthjælp i årevis. Det ville klæde dig, hvis du kom ud i virkeligheden i stedet for at sidde hjemme hos dig selv og spy galde, uden at sætte dig ind i, hvad det er, der sker i Norddjurs og i resten af landet med hensyn til til alvoligt syge mennesker, der ulovligt bliver fastholdt på kontanthjælp i årevis. Det er jo ikke for sjov, man har lavet en reform af sygedagpengesystemet, hvor de syge får lov til at betale for at varighedsbegrænsningen bliver fjernet. Det er for at hjælpe de tusindvis af syge borgere i Danmark, der ryger ned i det sorte hul, fordi kommunerne ikke formår at forlænge sygedagpenge eller afklare til revalidering, fleksjob, ressourceforløb eller førtidspension.
Det er ikke og har aldrig været meningen med lovgivningen, at alvorligt syge mennesker skal klare sig selv, men sådan er virkeligheden for rigtig mange – også i Norddjurs kommune fordi man misbruger lægekonsulenter og lovgivning til at holde syge mennesker uafklarede i op mod 10 år, selv om de har været i utallige arbejdsprøvninger og har masser af lægepapirer på, at de aldrig vil kunne arbejde på ordinære vilkår. Kom ned til "ofret" over for kirken 27. maj, så kan det være du møder nogle af dem, der lever i den samme virkelighed som mig.
https://www.facebook.com/events/284373531731505/
Du kan selvfølgelig også blive hjemme og fastholde illusionen om, at virkeligheden i byrådssalen er den eneste der findes."

Publiceret 14 May 2014 14:02