Arkivfoto.

Arkivfoto.

Tredje gang med Auningløbet

Alle tilmeldingsgebyrer går ubeskåret til Børnecancerfonden

Af
Anette Bonde

Auningløbet er ved at blive en fast tradition, i hvert fald afvikles det i år for tredje gang. Det er torsdag 12. juni, og første løb skydes i gang klokken 18 af formand for kultur- og udviklingsudvalget Else Søjmark. Løbet arrangeres af Auning Motionsklub, Team Rynkeby og Lionsklubberne LC Gl. Estrup og LC Norddjurs Svanerne. Alle tilmeldingsgebyrer går ubeskåret til Børnecancerfonden.
Der er tre ruter til motionsløb og tre ruter til cykelløb samt motionsbanko. Portalen og startområdet flyttes i år til Centervej ved Superbrugsen, Apetit og Pito.
Selv om der i år ikke er lokale folk på Team Rynkebyholdet, stiller Team Rynkeby alligevel op i løbet, og er også sponsor med juice og portal.
Lionsklubberne vil sælge kage og kaffe, og som noget nyt i år vil Auning Fysioterapi efter løbet tilbyde massage til ømme ben.
Mange lokale cykelklubber, herunder arbejdsrelaterede klubber deltager i løbet, der sidste år havde 380 deltagere.

Publiceret 03 May 2014 09:00