Debat:

Skal toget fortsat køre forbi Thorsager?

Af Thøger Pauli, Thorsager Distriktsråd og Trinbrætgruppen:

"Ryomgaard Distriktsråd indbød onsdag aften til orienterings- og debatmøde om Letbanen. Her fik vi gennemgået, hvilke planer der er for udvidelse og udbygning af Letbanen, hvilket vi også får gavn af i Syddjurs kommune.
Men til spørgsmålet om hvorvidt der var planer om nye stationer på strækningen og specielt ved Thorsager var svaret foreløbig negativt. Man mente ikke, at passagergrundlaget var stort nok til at retfærdiggøre et stop på ca. 1 minut ved Thorsager og at stationen ville komme til at ligge for langt fra byen. Men her glemmer man et sommerhusområde med mange helårsbeboere på den anden side af banen med omkring 350 husstande, så på denne måde kommer et trinbræt ved Thorsager til at ligge mere centralt end f.eks. stationerne ved Mørke og Kolind.
Vi har i trinbrætgruppen tidligere fået lavet en uvildig undersøgelse blandt borgerne i Thorsager, der viser, at man kan regne med omkring 280 af- og påstigninger i døgnet alene fra Thorsager og omegn. Herudover er der oplandsbyer omkring Thorsager, der kan se en interesse i at benytte et trinbræt ved Thorsager og som støtter vores kamp.
Vi har aftalt at mødes med Letbanesekretariatet for at gennemgå vores analyse og for at forklare, hvorfor vi mener det er vigtigt med et trinbræt ved Thorsager. Thorsager er kommet med i “det grønne bånd” af letbanebyer, men et stoppested ved Thorsager vil få kæmpestor betydning for byens udvikling og bosætningsmuligheder.
Derfor hilser vi forbedringerne af Letbanen velkommen, hvis vi kan komme med toget."

Publiceret 01 May 2014 06:00