Regitze Als Mortensen havde ikke lige set det komme, men nu er hun pludselig blevet en del af det Det Internationale Melodi Grand Prix. Foto: Lars Norman Thomsen.

Regitze Als Mortensen havde ikke lige set det komme, men nu er hun pludselig blevet en del af det Det Internationale Melodi Grand Prix. Foto: Lars Norman Thomsen.

Regitze skal i lag med Basims krøller

Ung frisørelev fra HAIR BY Adelsböll i Ryomgård med på sidelinjen ved Det Internationale Melodi Grand Prix

Af
Af Lars Norman Thomsen

Regitze Als Mortensen, 20, kommer på sit livs opgave, når hun i de kommende uger kommer tæt på Det Internationale Melodi Grand Prix, Eurovision Song Contest, i København, der foregår i det gamle skibsværft B&W Hallerne på Refshaleøen, hvor Europas efter sigende mest spektakulære scene er ved at tage form.
Regitze, der bor i Kolind, men er frisørelev hos HAIR BY Adelsböll i Ryomgård, er sammen med fire andre frisørelever fra det ganske land udvalgt til at skulle hjælpe til i kulissen med make-up og hår ved den store musikbegivenhed.
"Det er vores fagforening, Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund, som har henvendt sig til en række frisørskoler med tilbuddet," fortæller Regitze.
"Mine lærere på Randers Tekniske skole kontaktede mig efter, at de havde snakket med min arbejdsgiver, om det var okay, og de ville gerne anbefale mig til opgaven."

Himmelhenrykt

Regitze Als Mortensen, der har et år tilbage af sin elevtid, var naturligvis jublende glad, og hun er, når dette læses, allerede landet i København med soveposen under armen og sit daglige arbejdsgrej i kufferten.
"Vi fem piger skal bo sammen i en lille lejlighed, som tilhører vores forbund, og vi har fået stillet cykler til rådighed, så vi hurtigt kan komme frem og tilbage," fortæller hun.
Hvorfor det lige blev hende, der fik tilbuddet, har hun ikke fået præcis besked om, men hun gætter på, at hendes lærere har vurderet, at hun kan sit kram og har vist sit værd ved de estimerede Randers Mesterskaber, hvor det senest blev til to sølvmedaljer og en sammenlagt bronzemedalje.
"Jeg tror også, det tæller med, at jeg har vist, at jeg ikke bliver stresset, når der er travlt," siger Regitze, som endnu ikke i detaljer har fået at vide, hvad hun præcist skal bidrage med.
"Først fik vi oplyst, at vi primært skulle lægge make-up, men vi er også blevet bedt om at tage alt vores udstyr med, så jeg er naturligvis meget spændt."

Fint at have på CV’et

Mens kollegerne hos HAIR BY Adelsböll har konfirmationstravlt i de kommende uger, kaster Regitze Als Mortensen sig ud i eventyret i København.
"Jeg håber at få nogle gode kontakter, som jeg kan bruge ud i fremtiden og gerne til et ophold i udlandet måske, men i det mindste får jeg noget erfaring," lyder det forventningsfuldt.
Regitze Als Mortensen forventer selvfølgelig også, at hun bliver inviteret med til afterparty, når hele det store show har kulmineret lørdag 10. maj med den afgørende finale. Inden da har der været afviklet i alt otte shows: Seks semifinaler og tre finaler for henholdsvis jury, familier og tv.
Kig godt efter den danske deltager, Basims krølletop. Måske bliver det Regitze, der får opgaven med at lave den sidste finish på charmetroldens sorte manke.

Publiceret 01 May 2014 09:31