Kolinds lokalhistorikere, Bent Møller Pedersen (tv) og Knud Jensen, har spillet en væsentlig rolle for det nu færdige Kløversti-projekt. Her står de ved Kløverpælen ved kirken, hvorfra alle fire stier udgår. Foto: Lars Norman Thomsen.

Kolinds lokalhistorikere, Bent Møller Pedersen (tv) og Knud Jensen, har spillet en væsentlig rolle for det nu færdige Kløversti-projekt. Her står de ved Kløverpælen ved kirken, hvorfra alle fire stier udgår. Foto: Lars Norman Thomsen.

Kolind klipper snoren til Kløverstier

Syddjurs borgmester Claus Wistoft foretager den officielle indvielse lørdag formiddag af Kolinds fire nye Kløverstier, der er en udløber af byfornyelsesprojektet i byen

Af
Af Lars Norman Thomsen

Kolind og Omegns Distriktsråd indvier byens fire ny Kløverstier lørdag formiddag klokken 10, hvor Syddjurs borgmester Claus Wistoft (V) har lovet at holde indvielsestale og klippe snoren ved Kolind Kirkes parkeringsplads.
En Kløversti (model Friluftsrådet) er en sti med fire ruter - bundet sammen af et let genkendeligt firkløver - det er essensen. Kløverstierne i Kolind udspringer fra en stander, Kløverpælen, ved kirken. Herfra udgår fire ruter á fire forskellige længder.

Hver rute har sin egen farvekode som en skiløjpe: Grøn er 2½ km, blå 5 km og rød 7½ km, mens den sorte er 10 km eller derover.
Hver enkelt sti indeholder et tema og giver den gående/motionerende både oplevelser, information og selvfølgelig motion.
 
 
 

Kløverstierne går forbi området ved Simonsens Eng i en af Kolinds mange grønne oaser. Foto: Lars Norman Thomsen.

Kløverstierne går forbi området ved Simonsens Eng i en af Kolinds mange grønne oaser. Foto: Lars Norman Thomsen.

Projektet med Kløverstierne i Kolind er en udløber af byens byfornyelsesprojekt, og finansieringen til etableringen er delvis midler fra puljen til byfornyelsen. Friluftsrådet og Distriktsrådet har betalt resten.
Forberedelserne har stået på i to år i et tæt samarbejde mellem flere af byens foreninger, suppleret med bistand fra Kristian Herget, Syddjurs Kommune.

Knud Jensen og Bent Møller Pedersen, begge kendte skribenter med stort kendskab til  lokalområdet, har beskrevet ruterne, både meget informativt og med et humoristisk islæt.
Borgmester Claus Wistoft tropper op i løbetøj og har på forhånd planlagt at løbe i spidsen på den lange rute - der vil også være mulighed for en guidet tur med Knud Jensen på 2.5 kilometer og Knud Vorbjerg på 5 kilometer.

"Deltagelse er selvfølgelig gratis, og Distriktsrådet håber, der vil komme mange deltagere, både fra Kolind og opland, men også meget gerne fra motionsløbeklubber og andre byer," siger Bent Nielsen fra Distriktsrådet.
 
 

Publiceret 01 May 2014 12:50