Funkshut spiller ved det allerførste ’Kulturværksted’ lørdag 1. februar.

Funkshut spiller ved det allerførste ’Kulturværksted’ lørdag 1. februar.

Kulturværksted i tomt butikslokale

Kulturværkstedet i Auning er klar til det første arrangement, der finder sted lørdag 1. februar

Af
Anette Bonde

Det bliver noget med malerier og musik, når Kulturværkstedet i Auning gennemfører sit første arrangement.
Kulturværkstedet har fået lov til at låne det tomme butikslokale ved Brugsen, hvor modeforretningen Josefine havde til huse. I stedet for tekstiler og prøverum, bliver der lørdag 1. februar rum og højt til loftet for lyd og billeder.

Lokale bands og malere

Fra klokken 10 - 16 kan man høre lokale bands, se malerier fra Kunstforeningen Sønderhaldudstillingens medlemmer og byde på nogle af værkerne.
Man kan også følge nogle af kunstforeningens medlemmer i arbejde ved staffeliet, og man kan prøve at male selv.
I en lille times tid i løbet af dagen kan man også spille ved en jamsession. Nogle af de unge fra kulturværkstedet har nemlig påtaget sig at stå for indstuderingen af et nummer, som alle interesserede kan komme og jamme med i.

Spil med os

“Så bare kom og prik malerne på skulderen og få en snak om at male, eller kom og spil med os”, lyder det fra Anders Knudsen, formand for Kulturværkstedet.
Han oplyser, at der også vil være åben scene, hvor folk efter tilmelding til Kulturværkstedet kan komme og optræde.
Kunstforeningen Sønderhaldudstillingen har doneret de udstillede malerier, og dagen afsluttes med en auktion over dem samt afspilning af det nummer, der blev indstuderet under jamsessionen.
AuningBy.dk kommer også forbi og fortæller om det 150-års jubilæumsarrangementet, der finder sted til juni. .
Hele dagen vil der desuden være opstillet en rampe udenfor lokalet til brug for skatere og BMX'ere. Og der vil være salg af kaffe og kage indenfor.
Der er fri entré, men Kulturværkstedet modtager meget gerne et beløb ved udgangen. Hvor stort det skal være, bestemmer gæsterne selv.
Anders Knudsen håber at mange finder vej til Kulturværksted denne dag.
“Og får en snak om kulturen i Auning og om hvorfor vi har brug for Kulturværkstedet.”

Publiceret 30 January 2014 12:00