Kommentar:

Det er ikke slut endnu

Af
Af Lars Norman Thomsen

redaktør:

Syddjurs formåede at skaffe sig en topplacering i den foregående byrådsperiode.
Kommunen toppede listen over antal politiske overløbere. Hele syv mand og kvinder formåede ikke at holde samklang med deres parti eller liste hele vejen, men sprang over til andre eller blev løsgængere i løbet af de fire år.
En Danmarksrekord som nok bragte Syddjurs på landkortet, men ikke just for det gode og solide politiske håndværk. I sin bog 'Sandalmagernes gade' konstaterer forfatteren Nis Petersen (fætter til Kaj Munk) : " Allerede i det antikke Rom kunne to økonomer ikke passere hinanden på gaden uden at komme til at grine."
På samme måde klasker politisk interesserede, man møder i andre egne af landet, sig på lårene af grin, når snakken falder på politikerne i Syddjurs.
På sidste uges seminar for det ny byråd på Pindstrup Centret skulle politikerne efter sigende blandt andet diskutere 'etisk kodeks', som jo er blevet et mantra for virksomheder og nu også politiske forsamlinger at have stående med flammeskrift.
Om der så kommer noget ud af det, får borgerne vished for i løbet af kort tid. Krusningerne på de politiske vande efter Kommunalvalget har fortsat ikke lagt sig og kan hurtigt samle sig til større bølgeskvulp om ikke ret lang tid.
På torsdagens møde vinker byrådet farvel til Jesper Mathiesen (S). Formelt vil han udtræde af byrådet på grund af nyt lederjob i Aarhus Kommune. Den reelle forklaring er, at han ikke har lyst til at være med, og at det øvrige byråd ikke vil tvinge ham til at være politiker.
Løsgænger Jørgen Brøgger, der hoppede af Venstres vogn efter Kommunalvalget i protest mod konstitueringsforløbet, starter som løsgænger, men hvor længe er han det? Forholdet til Venstre er kølnet så meget, at det mere tegner til, at hans politiske fremtid bliver hos Borgerlisten inden så længe. Han har slet ikke temperament til at være løsgænger .
Anette Quist Busk er fortsat Socialdemokrat, men hvor længe? I gruppen og i baglandet mener man fortsat, at hun optrådte illoyalt i konstitueringsforløbet ved at forlange en formandspost i FI-udvalget som betaling for at kunne støtte Jesper Mathiesen helhjertet som borgmester.
Hun benægter pure at have gjort noget forkert - kun optrådt som kerne-socialdemokrat med hang til indflydelse.
Bølgeskvulp kan hurtigt blive til en ny politisk tsunami.

Publiceret 29 January 2014 16:33