Fodboldens grand old mand, Jakob Olesen, tager et år mere som fodboldformand i IF Midtdjurs.

Fodboldens grand old mand, Jakob Olesen, tager et år mere som fodboldformand i IF Midtdjurs.

Yd en indsats og betal mindre i kontingent

IF Midtdjurs Fodbold barsler med et konkret forslag om at belønne aktive medlemmer og forældre

Af
Af Lars Norman Thomsen

Fodboldbestyrelsen i IF Midtdjurs tager nu et nyt middel i brug i jagten på at få flere medlemmer og forældre til at give en hånd med i fodboldafdelings hverdag.
På generalforsamlingen onsdag aften vil bestyrelsen blandt andet kaste et forslag om differentieret kontingent på bordet.
De medlemmer og forældre, der bidrager med en indsats ved større arrangementer, som dommer eller som træner får et nedslag i kontingentet, mens de der ikke bidrager, må betale det fulde beløb ved kasse 1.
"Formålet er at belønne de medlemmer og forældre, der yder et stykke frivilligt arbejde, så vi på den måde får ressourcer til at skabe en endnu bedre klub," skriver bestyrelsen i sit oplæg til generalforsamlingen.

Olesen tager to år mere

Fodboldformand Jakob Olesen, snart 78, genopstiller som formand, mens nuværende ungdomsformand Bo Hovgaard genopstiller til bestyrelsen.
"Det er vores plan, at Bo Hovgaard bliver ny næstformand, så han og jeg det næste års tid kan køre parløb med det sigte, at han tager over som formand i 2015," forklarer Jakob Olesen.
Den nuværende næstformand, Peter René Laursen, er udset til at skulle overtage Bo Hovgaards post som ungdomsformand.
De øvrige i bestyrelsen er sportschef Frank Dichmann Jensen og kasserer Leif Nielsen.
Alle bestyrelsesmedlemmer vælges for to år.

Lille underskud

Fodboldafdelingen kommer ud af 2013 med et mindre underskud på cirka 7.000 kroner.
"Det fremtræder i regnskabet som et underskud på cirka 38.000 kroner, men det er rent regnskabsteknisk, fordi det også er omfattet af vores rejsekonto. Det bliver der imidlertid lavet om på fra i år," siger Jakob Olesen, der havde håbet på en medlemsfremgang i 2013 på 10 procent, men fodbolden i IF Midtdjurs kan fortsat "kun" mønstre godt 300 medlemmer.
"Vi må erkende, at holdsport har det svært i disse år, hvor individuelle idrætsgrene vinder frem, fordi man her ikke er afhængige af andre. Det er trist, at det er sådan, men det er en udfordring for os i fodboldafdelingen," erkender fodboldens grand old man, som er opvokset i en fodboldtid, hvor klubkultur og -ånd ikke var en by i Rusland.
Generalforsamlingen foregår onsdag 29. januar klokken 19.30 i klubhuset.

Publiceret 29 January 2014 15:51