F.v. Rosalia, Victoria, Sophia og Line har tilsammen gjort mange gode gerninger for at hjælpe Afrika, blandt andet tømt kattebakke, leget med lillebror, læst for mor og far, ryddet op, dækket bord, lavet tegning og redt seng.

F.v. Rosalia, Victoria, Sophia og Line har tilsammen gjort mange gode gerninger for at hjælpe Afrika, blandt andet tømt kattebakke, leget med lillebror, læst for mor og far, ryddet op, dækket bord, lavet tegning og redt seng.

Mange gode børne-gerninger i Allingåbro

Børnehaven ABC og SFO Havehuset i Allingåbro gør gode gerninger for Danmarks Indsamling

Af
Anette Bonde

Børnene i SFO'en Havehuset og Børnehaven ABC i Allingåbro Børneby har talt en del om Afrika på det seneste. Ligesom sidste år er de nemlig gået med i Danmarksindsamlingen og satte sig fra starten for at slå sidste års resultat på 11.100 kroner. Mandag i sidste uge havde de indsamlet knap 17.000 kroner.

Lærerige snakke

Danmarks Indsamling 2014 sætter fokus på, “når mor mangler” med 12 konkrete projekter i 12 lande fordelt på tre kontinenter. Allingåbro Børneby har valgt at sætte fokus på Afrika, og har talt om, hvordan de kan hjælpe med gode gerninger.
“Det blev nogle gode og lærerige snakke, og børnene er helt med på at give en hånd”, fortæller pædagog Per Lykke.
10 børn hjalp med at pakke breve til forældrene med godhedsbeviser og med en beskrivelse af projektet. Samme eftermiddag blev der tørret borde af i SFO'en, tømt skraldespande, dækket bord, fejet med mere. Det er så målet, at gøre det samme derhjemme, for eksempel rydde op på værelset, skovle sne, lege med søster, lave kaffe til mor og far og synge en sang for bedsteforældre.
Så der bliver lavet rigtig mange gode gerninger i Allingåbro lige nu, siger Per Lykke. Både børnene i SFO'en og børnehaven arbejder hårdt for at hjælpe Afrika.

God mening i at hjælpe

Andreas, 6, har båret papkasser ud og fodret fugle. Lukas, 6, har leget med lillesøster og dækket et flot bord. De har også lavet andre ting, og har hver gang fået underskrevet et godhedsbevis af den, de har gjort en tjeneste. Godbedsbeviserne bliver lagt i stakken i SFO'en, og på skærmen i SFO Havehusets indgang opdateres det indsamlede beløb løbende.
Begge synes, der er rigtig god mening i at hjælpe fattige børn i Afrika.
“Vi hjælper derhjemme, så far og mor får lidt bedre tid. Og det er også godt, fordi man så får flere penge til Afrika.”
Line, 1. kl., Sophia, 2. kl., Rosalia, 3. kl. og Victoria, 3. kl., har ligeledes fået samlet en del godhedsbeviser.
“Hvorfor kan man egentlig ikke have det her hele året”, lyder det fra Victoria.
Alle fire piger vil i øvrigt gerne fortsætte med de gode gerninger, efter at kampagneperioden er slut.

Andreas og Lukas har lavet mange gode gerninger for at hjælpe børnene i Afrika.

Andreas og Lukas har lavet mange gode gerninger for at hjælpe børnene i Afrika.

Børnene kan hjælpe Afrika ved at lave gode gerninger i SFO'en, i børnehaven og derhjemme. For hver god gerning, giver Lego Fonden 25 kroner.

Publiceret 29 January 2014 09:00