Miriam Mandipira samlede fuldt hus i Pindstrup Kirke forleden og begejstrede tilhørerne, herunder Leif Andersen-Farmer.

Miriam Mandipira samlede fuldt hus i Pindstrup Kirke forleden og begejstrede tilhørerne, herunder Leif Andersen-Farmer.

Vi gik ind i en kirke. Og kom ud fra et musiktempel

Af
Af Leif Andersen-Farmer

Korupskovvej 17

Kolind:

"Stedet var arkitekt C. F. Møllers mesterværk anno 1968 i Pindstrup en januar aften anno 2014. I denne kirke med det enkle, stilfulde interiør, foran Robert Jacobsens stærkt bevægende altertavle, gik tre sortklædte, midaldrende mænd stille rundt og ordnede de sidste småting, før koncerten kunne begynde. I forsøget på at finde et par pladser endte vi helt oppe ved mændene, kun en halv meter fra keyboardarrangementet, med kontrabassen ved venstre side. En sopransax og es-alt sax sad overfor. Mændene satte sig og kiggede ned i salen.
Reservestole blev anbragt på siderne i hele gangen op til alteret. Kirken blev fyldt. Helt. Velkomst ved Hans-Jørgen Jensen, formand for menighedsrådet. Slet ikke en kedelig velkomst.
Op ad gangen kom hun så, Miriam Mandipira. Stramt sort soiree-dress, smukt opsat hår og med et smykkeomkranset guldkors om halsen.
Smilende, og på fejlfrit dansk bød hun velkommen og takkede for det store fremmøde. Fortalte, at hun stammede fra Zimbabwe, men at hendes repertoire ville omfatte sange fra hele verden. Hun slog nu over i engelsk.
Og så begyndte det.
Med baggrund i en rytmisk sydafrikansk kærlighedssang så, hørte og mærkede vi styrken i Miriam Mandipiras stemme. Der var mikrofon på, men hun vil formentlig snildt kunne synge Peterskirken i Rom op helt uden. Varm, melodisk, medrivende. En skelen til siden afslørede, at alle var overvældede lige fra første strofe. Og vi nød den brusende vellyd. Først efter disse første, chokerende, glædelige sekunder dukkede bevidstheden op om orkestret. Her var i alt fire mennesker, som med disse første strofer satte mine småsurmulende indvendinger i skammekrogen, da min hustru demonstrativt havde givet mig min frakke i hånden, før vi skulle af sted til koncert. Bort fra fladskærmen, dens elendige lydkvalitet og dens politiske trakasserier. Og her var så – ”erstatningen”. Uden at forklejne vore TV-programmer, så må jeg sige, at der var klassers forskel på underholdningens kvalitet denne aften!
Miriam Mandipira og ”Her Danish Friends” tog os rundt i deres musikalske univers i to timer, som fløj afsted. Blues, rock, traditional, Jazz, vi fik det hele. Hun præsenterede sit gennemført professionelle band, én for én. De gav prøver hver for sig. På forunderlig vis hørte vi pludselig en ”Sidney Bechet”, i skikkelse af Erik Sørensen, som gav en prøve med sin sopransax, med afsæt i stærke minder tilbage til ”Petit Fleur” og ”Wildcat blues” fra halvtredserne. Og vi var sammen med ”Duke Ellington” alias Christian Søgaard - der fik ”Mood Indigo” og ”Stompin’ at the Savoy” frem på hukommelsens nethinde (og sørme efterlod en lille vemodig tåre) – og videre til den stolte periode med danske ”Niels Henning Ørsted Pedersen” – alias Jens Holgersen – som satte den musiske bassistdagsorden. Jo, de VAR her i aften! Min placering gjorde det muligt at kunne se samspillet med Søgaard og Holgersen i ét billede. Og overvære den totalt minutiøse synkronitet, når de to ”slentrede af sted” i fuldstændig minutiøs samklang selv i synkoperede rytmer. Serveret med en helt uimponeret selvfølgelighed.
Ovationerne var lange, og udløste da også det ekstranummer, som fik mange af os til at gå hjem med lidt fugt i øjenkrogen: Amazing Grace.
Det var den lokale drivkraft bag utallige Koed-arrangementer, Lars Thyrre, som havde formidlet denne oplevelse for de mere end 150 gæster. Det skal han have voldsom tak for."

Publiceret 26 January 2014 10:18