Formand for Menighedsrådet, Jens Kruse, overrækker en trådløs mikrofon til formand for Tved Forsamlingshus, Niels Peder Sørensen.

Formand for Menighedsrådet, Jens Kruse, overrækker en trådløs mikrofon til formand for Tved Forsamlingshus, Niels Peder Sørensen.

Niels Viggo skruer op for musikken i Tved

Mindefonden efter sognefoged og spillemand Niels Viggo Madsen donerer et højttaleranlæg til Tved Forsamlingshus

Af
Af Martin Schultz

Forsamlingshusets værtinde Elsebeth Jensen gav en fastelavnsbolle og en lille skarp til halsen, da det forleden blev markeret, at Tved Forsamlingshus er blevet udstyret med et nyt forstærkeranlæg med fire højttalere i salen, trådløse mikrofoner og afspiller.
De små glas blev hævet og en tanke sendt til den egentlige giver, den kendte molbo fra Tved Sogn, Niels Viggo Madsen, som døde i 2008.
Det er nemlig Mindefond for fhv. sognefoged Niels Viggo Madsen, Tved, som har doneret beløbet til anskaffelsen af anlægget.
”Niels Viggo Madsen testamenterede sine ejendomme og sin formue til mindefonden,” fortæller formand for Tved Sogns Menighedsråd, Jens Kruse.
Fonden bestyres af menighedsrådet sammen med docent og forfatter, pr. phil. Ole Thomsen, som voksede op i Tved og har skrevet storværket Det lune land. Om liv på Mols, blandt andet på baggrund af det store arkivmateriale Niels Viggo Madsen efterlod sig ved sin død.

Godt for sognet

Mindefond for fhv. sognefoged Niels Viggo Madsen, Tved fik 265.000 kr. til kirkelige og kulturelle formål, og fonden har hidtil doneret messehagler til Tved Kirke og højskolesangbøger til Tved Forsamlingshus.
Også sognepræst Jan Schmidt er glad for fondens donationer.
”Det er en win-win situation, for det er både forsamlingshuset og sognearbejdet der får glæde af donationerne. Vi har ingen sognegård i Tved, men bruger forsamlingshuset til vores aktiviteter,” siger Jan Schmidt, som i kirken i alt har tre messehagler til forskellige formål, doneret af Niels Viggo Madsen, og som alle er tre designet og fremstillet af Inge-Lise og Flemming Bau fra Aarhus.


Hele huset frisket op

Bestyrelsen for Tved Forsamlingshus kunne ved samme lejlighed præsentere et funklende flot og nymalet forsamlingshus.
”Fire frivillige fra byen har netop givet forsamlingshuset den store indvendige overhaling. Der er blevet malet vægge, paneler og fodlister i både salen, indgangen og på toiletterne,” siger formand Tved Forsamlingshus, Niels Peder Sørensen, Tved.
Januar er årets mest stille måned i forsamlingshuset, men forude venter fællesspisning med årstidens retter, som forleden var Gule ærter, og så kan borgerne ellers se frem til Fastelavnsfest og revy i forsamlingshuset.
Elsebeth Jensen fra Hyllested har gennem godt seks år været forsamlingshusets trofaste værtinde og hun kan sørge for både vådt og tørt til helt op til 175 gæster, når det går vildest for sig.
Og nu med god lyd på, takket være Niels Viggo Madsen. 

Publiceret 26 January 2014 13:12