Morten Eliasen tager en sæson mere i Ebeltoft IF, som med lidt hele kan komme i betragtning til 3. division, hvis resultaterne flasker sig i resten af sæsonen

Morten Eliasen tager en sæson mere i Ebeltoft IF, som med lidt hele kan komme i betragtning til 3. division, hvis resultaterne flasker sig i resten af sæsonen

Håndbold:

Cheftræner forlænger med Ebeltoft IF

Morten Eliasen tager endnu et år som træner for Ebeltofts herrespillere i Jyllandsserien

Af
Af Lars Norman Thomsen

"Jeg er glad for at være træner i Ebeltoft, hvor vi i denne sæson har fået skabt en rigtig god træningskultur," siger Morten Eliasen, cheftræner for Ebeltofts bedste håndboldherrer i Jyllandsserien.
"Derfor er klubben og jeg blevet enige om at tage et år mere, og det er jeg meget tilfreds med," siger cheftræneren, der bor i Aarhus.
Morten Eliasen er søn af den tidligere landsholdsspiller og damelandstræner, Ole Eliasen, og har selv prøvet at spille tæt på højeste niveau i Danmark for Aarhus HK.

I den bedste ende

Ebeltoft har klaret sig fint i Jyllandsserien i denne sæson og indtager lige nu tredjepladsen i den stærkt besatte række efter Hadsten og Hornbæk, der begge satser på at rykke en række op.
Senest vandt Ebeltoft over AGF med 21-19 efter at have ført stort set hele vejen fra start til slut, og det på trods af, at holdet måtte undvære spillende trænerassistent og playmaker Emil Thøgersen, som har spillet på divisionsniveau i Kolding. Mathias Vognstrup blev topscorer med otte mål.
"Vi har en målsætning om top-5, men det er bestemt ikke umuligt, at vi kan nå en andenplads, hvis det flasker sig for os," siger Morten Eliasen.
Hvis andenpladsen kommer i hus, skal Ebeltoft ud i oprykningsspil om retten til at spille i 3. division i næste sæson, men det er indtil videre kun sød musik.

Truppen intakt

Morten Eliasen forventer at kunne råde over stort set den nuværende trup i næste sæson.
"Christian Bjerregaard, der på grund af en skade stort set ikke har spillet, skal træne Trustrup i næste sæson, og vores stærke målmand, Mikkel Hogrefe, begynder at snakke om, at det gør ondt nu, men både han og de øvrige forventer jeg vil spille også i næste sæson," siger Morten Eliasen, der til gengæld endnu ikke ved, om assistenttræner Emil Thøgersen fortsætter.

Publiceret 24 January 2014 07:00