Preben Pedersen og Jette Nielsen stopper 1. april efter 24 år som selvstændige med boligtekstiler i Rønde.

Preben Pedersen og Jette Nielsen stopper 1. april efter 24 år som selvstændige med boligtekstiler i Rønde.

Slut med gardiner og stoffer i Rønde

O.S. Boligtextiler lukker forretningen med gardiner, sengetøj og stoffer i løbende længder på Kaløtorvet

Af
Af Martin Schultz

Det er  snart slut med at købe gardiner, stoffer i metervarer og syartikler hos O.S. Boligtextiler.
De gule skilte med Ophør og Udsalg er kommet til at hænge meget synligt i vinduerne på forretningen, som er nabo til huset Otto Sørensen A/S.
Men lukningen skyldes ikke de for detailhandelen trængte tider, men et planlagt ønske om at lægge op fra forretningsindehavernes side.
”Jeg har længe besluttet mig for at slutte, når jeg kan gå på efterløn,” siger Jette Nielsen, som har drevet O.S. Boligtextiler sammen med sin forretningspartner Preben Pedersen siden 1976.

Bestyrerne blev selvstændige

Når Jette Nielsen stopper, er det også slut for 63-årige Preben Pedersen samt gardinhunden Snubbi, som nu sover sin skønhedssøvn i kurven i montageafdelingen i kælderen.
Preben Pedersen var bydreng i Axel Markussens manufakturhandel i Rønde, da Otto Sørensen kom til byen og overtog den i 1972. Han blev udlært i forretningen og blev sammen med Jette Nielsen bestyrer af tekstilafdelingen, da den i 1976 blev flyttet op i det nuværende Matas på Hovedgaden.
I 1987 byggede Otto Sørensen til i sin forretningen og tekstilafdelingen blev nabo til tøjforretningen. I 1990 blev Jette Nielsen og Preben Pedersen selvstændige med O.S. Boligtextiler, men som lejere i Otto Sørensens bygning.

Et vemodigt farvel

“Vi har haft en god forretning i alle årene.  Og det især, fordi vi både har haft salg af gardiner og stoffer, og samtidig har kunnet hjælpe, når gardinerne skulle monteres,” fortæller Preben Pedersen.
Mens Jette Nielsen stod i forretningen,  var Preben Pedersen den praktiske mand, som gjorde tingene klar i montageafdelingen i kælderen og kørte ud til kunderne og hængte op.
Nu kommer der ikke nye varer i forretningen og kunderne kan gøre en god forretning på falderebet i ophørsudsalget frem mod 1. april.
Til gengæld er det også et vemodigt farvel til en af Røndes kendte specialforretninger med alt i gardiner, stoffer, sengetøj og alt tilbehør til sytøjet og symaskinen.

Publiceret 24 January 2014 08:11