Else Søjmark, formand for kultur og udviklingsudvalget, vil følge op på erfaringerne fra Syddjurs.

Else Søjmark, formand for kultur og udviklingsudvalget, vil følge op på erfaringerne fra Syddjurs.

Glat eller ru asfalt på banestien?

Der er blandede meninger om OB asfaltbelægning - er den dejlig sej og ru, eller træls sej og ru?

Af
Anette Bonde

Hans Christian Baltzer, Syddjurs Byråd, er som nævnt i foregående artikel ærgerlig over belægningen på banestien mellem Pindstrup og Auning. Han får medhold af Lasse Nygaard, Pindstrup:
"Jeg synes, den er træls og sej at cykle på, og den larmer helt vildt. Så vidt jeg ved, er der ikke mange, der bruger den. "
Nogenlunde det samme siger Merete Stoltze. Hun nævner stabilgrus som et alternativ.
"Dette er en meget grov skærvbelægning, og hverken cykler, løbere eller hunde kan lide den."
Kim Bendtsen, Cykel Klubben Djurs, ser belægningen som en sund udfordring for motionister, netop fordi den er ru og sej. Men ikke til alle.
"Belægningen mellem Ryomgård og Pindstrup er rigtig god, men skal man have racercyklerne med, og dem der cykler til og fra arbejde, skal man have glat asfalt."

Vil gerne lytte

Else Søjmark (S), ny formand for kultur og udviklingsudvalget, siger, at OB belægningen er blevet valgt med åbne øjne.
"Vi har i Norddjurs ikke kendskab til, at der skulle være problemer med den. Vi er stillet i udsigt, at det er en fin belægning til en natur- og cykelsti."
Hun vil dog gerne afvente.
"Hvis erfaringerne fra Syddjurs nu viser noget andet, vil vi da naturligvis lytte til det. Jeg vil derfor bede forvaltningen følge op på det rejste problem inden maj måned, hvor belægningen skal lægges på mellem Auning og Pindstrup. Skulle der så mod forventning vise sig behov for en anden løsning, må vi se på det."
Hun peger på, at den valgte belægning allerede ligger på 500 meter fra Kulturperronen til Industrivejen i Auning.
Økonomien ser ifølge Else Søjmark således ud:
De 2500 meter fra Industrivej til kommunegrænsen vil koste 236.000 kroner med OB belægning. Prisen for sort glat belægning (combiasfalt) vil koste 605.000, altså en merudgift på 369.000 kroner. Hertil vil komme en merudgift på 121.000 kroner til de 500 meter, der allerede har OB belægningen.

Publiceret 21 January 2014 11:00