Revyholdet i Nimtofte med fra venstre Vinnie Kejser, Laila Sørensen, Annelise Hougaard, Annette Blicher, Gitte Hviid og Jytte Steffensen har fået lagt holdets enlige herre Frantz Hougaard eftertrykkeligt ned.

Revyholdet i Nimtofte med fra venstre Vinnie Kejser, Laila Sørensen, Annelise Hougaard, Annette Blicher, Gitte Hviid og Jytte Steffensen har fået lagt holdets enlige herre Frantz Hougaard eftertrykkeligt ned.

Der går dilettant i Nimtoftes revyhold

Nimtoftes revyhold holder hånden under årets vinterbal med en tør og lun dilettantkomedie

Af
Martin Schultz

Med kun fire af revyholdets faste stab i kampform måtte der nytænkning til for at sikre underholdningen til Vinterballet i Nimtofte lørdag 1. februar i gymnastiksalen på Midtdjurs Friskole.
Med et aktivitetshus på vej, bækørred eller havørred i en mølledam uden vand, glohed fjernvarme og andre aktuelle emner var der ellers nok at spidde for det ellers slagkraftige revyhold i Nimtofte.
Men efter en åreladning af erfarne skuespillere på grund af enten ”orlov” eller endegyldigt ophør med at lave sjov med folk og liv i byen denne ene gang om året, var det mere realistisk med en dilettantforestilling i år 1 efter Nimtofte Borgerforenings 100 års jubilæum i 2013.
”Vi vil derfor bidrage til festen med et familiedrama, som giver TV serien Arvingerne baghjul,” siger truppens eneste tilbageværende mandlige skuespiller Frantz Hougaard.

Revyholdet holder gang i byen

Dilettantstykket hedder ”Den der ler sidst …”, og så er der ellers lagt op til temaer som arvestrid, grådighed, behandling af de gamle, og gammel kærlighed som ikke ruster.
Byens amatørskuespillere er sig deres ansvar bevidst, for der skal revy eller teater til for at festen med spisning, underholdning og musik med dans bliver rigtig god.
”Det er en måde at holde byen i gang på. Vi regner med at lave revy igen til næste år. Så i år kan dem vi plejer at hænge ud i revy'en komme trygt til fest,” siger en anden af revy-veteranerne Annelise Hougaard, som trods navneligheden hverken er i familie med den enlige hane i skuespillerkurven, Frantz Hougaard, eller årets instruktør, Jørgen Hougaard.
Som altid indledes aftenen med spisning og maden leveres af byens nye kok, Kenneth Strunge Nielsen, som fra Torvet 7 fremover vil drive et catering firma med især festmad.
Efter dilettantteatret bliver der levende musik og dans ved Allan Aabenhus.

Fra Stftelsesfest til vinterbal

Den særlige vinterfest med revy i Nimtofte har hidtil heddet Stiftelsesfesten, men har nu fået det mere nudanske og mundrette navn Vinterbal.
”Vi har fået nye unge mennesker ind i bestyrelsen og de mente, at Stiftelsesfest lød gammeldags,” forklarer formand for Nimtofte Borgerforening, Carsten Bryrup.

Publiceret 21 January 2014 10:30