Kommentar:

Nu skal der flyves højt

Af
Af Lars Norman Thomsen

redaktør:

"Aarhus Airports fremtid er her og nu den største fælles udfordring for hele Djursland. Lufthavnen i Stabrand er blevet talt ned under gulvbrædderne med jævne mellemrum de seneste 10-15 år af alle mulige og umulige mennesker, politikere, erhvervsfolk og private, primært med base i 8000 Aarhus C. På ingen måde befordrende for en virksomhed, der skal leve af at være et godt brand.
Ved Djurslands Erhvervsråds nytårskur på Stenalt Gods i fredags blev lufthavnens fremtid også diskuteret med Norddjurs borgmester Jan Petersen (S) og tidligere Syddjurs borgmester, nu 1. viceborgmester og PUK-udvalgsformand, Kirstine Bille (SF).
Særligt vakte det opmærksomhed, da en tilhører kunne fortælle, at han havde været til en tilsvarende nytårskur på Aarhus Rådhus, hvor 600 fremmødte erhvervsfolk havde klappet enstemmigt, da en flytning af Lufthavnen blev nævnt.
"Men hvor vil de flytte den hen," spurgte Norddjurs borgmester Jan Petersen retorisk.
"Den case, vi har foran os, er ikke en flytning, for den mulighed foreligger ikke. Den er skudt ned. Derimod handler det om, at ejerkredsen nu tager stilling til, om man vil investere de nødvendige midler i en opgradering af Lufthavnen, så den kommer på niveau med Billund og Aalborg," fortsatte Jan Petersen.
Det er i al sin enkelthed sagens kerne, når talen falder på fremtiden for Aarhus Airport.
Ejerkredsen bestående af kommunerne Aarhus, Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs skal beslutte, om man vil investere de nødvendige 100-150 mio. kroner over tid i en tiltrængt opgradering af Lufthavnens faciliteter, så den i det mindste kan måle sig med konkurrenterne i Jylland.
I denne sammenhæng er Aarhus nøglespilleren, og der venter borgmester Jacob Bundsgaard (S) noget nær en statsmandsopgave med at få overbevist sit bagland om, at det er Aarhus Airport eller ingenting.
Bestyrelsen og ledelsen i Aarhus Airport har sat hinanden stævne, inden 1. kvartal 2014 rinder ud for at føle hinanden på tænderne, se hinanden i øjnene og committe sig til, at Aarhus Airport har en fremtid på konkurrencedygtige vilkår.
Bliver slutfacit en våd fuser, er det snart helt ude med Lufthavnen i Stabrand, der så vil overgå til blot at blive landingsbane for storke, modelflyvere og svævefly."

Publiceret 17 January 2014 07:08