Fotogalleri:
Frivillige laver fitness-center i Allingåbro
Rejsegilde for nyt fitness-center i Allingåbro skabt af byens og områdets frivillige
Dyrker man fitness får man stimuleret sine biceps og andre muskelgrupper. Og bygger man fitness, er resultatet næsten det samme. Mange frivillige i Allingåbro har brugt kræfter på det kommende fitnesscenter ved Allingåbrohallen, og mon ikke der er sat ekstra kraft på muskelmassen i løbet af de måneder, arbejdet har stået på.
De frivillige har lavet cirka halvdelen af det arbejde, der er blevet gjort indtil nu, og professionelle håndværkere har klaret resten, oplyser John Dall Jensen, formand for hovedbestyrelsen i Allingåbro IF, og Lars Andersen, formand for Allingåbrohallen.
Der var rejsegilde i fredags, og fitnesscentret forventes færdigt til marts.
Gammelt ønske
Det er et gammelt ønske at lave et fitnesscenter ved Allingåbrohallen. For et par år siden blev der sat mere form på fantasierne, da John Dall Jensen, Lars Andersen og nogle andre tog emnet op igen.
De tog kontakt til kommunen og fik herfra tilsagn om tilskud til projektet. Så gik starten for alvor. Idrætsforeningens forskellige afdelinger skød penge i kassen, klubhusfonden fik frigivet midler, og gode sponsorer har hjulpet. Der er dog stadig brug for penge, og John Dall Jensen har store forhåbninger til Elro Fonden, som er søgt om et pænt stort beløb.
Cirka 60 frivillige
Projektet løber op i 2,4 mio. kroner. Når det er færdigt, er der et cycling-lokale, et stort lokale til fitness-maskiner samt kontor, omklædning, depot og en multihal. Navnet bliver “Allingåbro Fit In”.
Centret indrettes i den gamle hal fra Floes fra 1944, der blev flyttet til Allingåbro, og hvor der blandt andet har været værelser. De frivillige gik med stor energi i gang i slutningen af oktober. Undervejs fandt man desværre ud af, at gulvet også skulle tages op og støbes. Det blev en længere omgang for at nå det, inden håndværkerne rykkede ind. Lars Andersen anslår, at der i alt har været cirka 60 frivillige. Forude venter finish af vægge og lofter samt maling.
Det er to tilfredse formænd, der nu snart kan øjne indvielsen af “Allingåbro Fit In”.
“Der bliver liv hernede om sommeren, når holdsporten jo holder sommerferie”, smiler Lars Andersen, der vil fremhæve John Dall Jensens gejst for at projektet er blevet gennemført.
Denne har til gengæld store roser til alle de frivillige, der har hjulpet.
“Mange nye er dukket op, selv folk, der ikke ellers kommer i idrætsforeningen.”
Publiceret 17 January 2014 08:00