Det sidste halve år har Pia Steen Petersen trænet målrettet frem mod Intercontinental Rally i Afrika. Masser af timer i sadlen og i Fitness World - “så det forhåbentlig vil udmønte sig i et rigtig godt resultat og kan lokke nogle flere kvinder til i fremtiden,” lyder det håbefuldt fra den 35-årige motorcyklist fra Mørke.

Det sidste halve år har Pia Steen Petersen trænet målrettet frem mod Intercontinental Rally i Afrika. Masser af timer i sadlen og i Fitness World - “så det forhåbentlig vil udmønte sig i et rigtig godt resultat og kan lokke nogle flere kvinder til i fremtiden,” lyder det håbefuldt fra den 35-årige motorcyklist fra Mørke.

Første kvinde i afrikansk rally:

“Sindssygt på den fede måde”

Mørke pige deltager som den første kvinde i Intercontinental Rally i Afrika på motorcykel

Af
Af Lars Norman Thomsen

Cool, sej og ligefrem er de første ord, der falder en på læben, når man hilser på Pia Steen Petersen første gang.
Hun er typen, der tydeligvis sætter sin kasket, som kun hun vil.
I de næste 14 dage begiver hun sig ud på de vilde vover, når hun som den første kvinde på motorcykel deltager i Intercontinental Rally på det afrikanske kontinent.
"Mit slet ikke ufarlige egotrip," siger hun grinende, mens kæresten Morten kluklér i baggrunden. Han arbejder som selvstændig fysioterapeut fra en klinik i Langå og har tidligere været tilknyttet Viborg FFs superligahold i fodbold. Parret bor i Mørke og er begge bidt af en gal motorcykel.
De mødte hinanden på en tur til Rumænien, på motorcykel naturligvis, og den tur endte med en happy end i form af et partnerskab.
Københavneren Pia flyttede over til Jylland og kæresten, hvor de nu har slået fælles rod i en villa i Mørke.

Pia Steen Petersen har tidligere spillet undervandsrugby på topplan i Danmark

Pia Steen Petersen har tidligere spillet undervandsrugby på topplan i Danmark

Start Marokko - slut Dakar

Pia Steen Petersen føler sig godt forberedt, fysisk og mentalt, til 14 dages strabadser på ryggen af en motorcykel i et ikke ufarligt terræn, hvor der er langt til nærmeste købmand og en cola ude i horisonten. Deltagelsen i Intercontinental Rally er lidt af en drøm til 100.000 kroner. Så meget koster det at være med. Løbet starter i Marokko og strækker sig over 5.500 kilometer videre gennem Mauritanien og Senegal, hvor det slutter i berømte Dakar.
"Intercontinental Rally foregår i forskelligt terræn, blandt andet gennem sten- og sandørken og Atlasbjergene. Vi skal sove i telt om natten, hvor det bliver under frysepunktet og skal køre om dagen, hvor temperaturen stiger betragteligt," fortæller Pia Steen Petersen.

Kæresten Morten i baggrunden støtter fuldt op om Pias projekt. Han er selv motorcykelentusiast

Kæresten Morten i baggrunden støtter fuldt op om Pias projekt. Han er selv motorcykelentusiast

Sammen med god ven

"Jeg har allieret mig med en god ven, Christian, som jeg har mødt via min kæreste, og vi følges ad under løbet, fordi det trods alt giver en sikkerhed at være to, hvis man undervejs får behov for hjælp eller skal tilkalde hjælp af den ene eller anden art," forklarer Pia Steen Petersen, der til daglig arbejder som motorcykelmekaniker på et værksted i Horsens.
 

Dansk mester i enduro

For Pia Steen Petersen er livet med motorcykler en livsstil.
Hun er således nuværende danmarksmester for tredje år i træk inden for off-road kategorien enduro.
"Derudover kører jeg både motorcykel på gaden, på sportsmotorcykel, og jeg kører også banerace af og til"
"Vi tager 6 danske motorcyklister afsted til Intercontinental Rally og skal kæmpe mod hinanden og mænd fra 15 andre nationer," fortæller Pia Steen Petersen.
Derudover er der 3 danske biler med 2 mand i hver og to lastbiler som er "følgebiler" med 3 mand i hver.
Deltagerne i Intercontinental Rally får masser af udfordringer på de daglige 4-500 kilometer lange etaper, der skal forceres via GPS.
Desuden skal motorcyklisterne finde diverse checkpoints og skjulte checkpoints.

En prøvelse

En prøvelse i et landskab med kæmpestore sanddyner, "hvor man ikke kan se hvad der sker "på bagsiden", kæmpe wash-outs, det vil sige veje, der er blevet skyllet væk, og så skal der efter sigende også være mange efterladte brønde, hvor de har "glemt" at dække hullerne til igen," lyder det med et koket smil fra Pia Steen Petersen, der også lige minder om, at Dakar løbet for nogle år siden blev aflyst, fordi der kom terrortrusler fra Mauritanien, og siden er blevet rykket til Sydamerika.
"Så mange af de ruter vi skal køre på, er de samme, der blev brugt, da der blev kørt Dakar."
"Sindssygt på den fede måde," smiler hun. "Gal"på den gode måde.

Publiceret 17 January 2014 21:34