Allan Hvid, tidligere mastermind på fodboldbanen hos IF Mols, bliver digital projektchef på TV 2 Sporten.

Allan Hvid, tidligere mastermind på fodboldbanen hos IF Mols, bliver digital projektchef på TV 2 Sporten.

Molbo digital projektchef på TV 2 Sporten

Allan Hvid, tidligere dygtig fodboldspiller og træner hos IF Mols, bliver ny mand i TV 2 Sportens ledelse

Af
Af Lars Norman Thomsen

Allan Hvid, 37, med rødder på Mols, holder arbejdsmæssig flyttedag ved næste månedsskifte.
Den nuværende chefredaktør overtager et nyt job som projektchef på TV 2 Sporten. Han indtræder samtidig i TV 2 Sportens ledelse, som har Frederik Lauesen som øverste boss.

Molbo

Allan Hvid har trådt mangen et par fodboldstøvler flade i sin børne- og ungdomstid på Mols, hvor han var en fast integreret del af IF Mols og et betydeligt fodboldtalent i blå trøje.
I en lidt ældre udgave, i starten af nullerne, stod han i spidsen for klubbens daværende førstehold i Serie 4 som spillende træner.
Et godt hold, der længe spillede med om oprykning til Serie 3, men ikke holdt helt hjem, fordi Kolind-Perstrup dette år var helt suveræne. 

Allan Hvid spillede selv med som centerforsvarer, og hans ildhu for projektet kunne medspillere og andre interesserede flittigt bivåne på holdets hjemmeside, som cheftræneren lagde en flot og offensiv lokal standard for med hensyn til kvalitet og opdateringer, der ikke er set overgået siden.

Ægte fodboldfreak

Allan Hvid er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2005, og det undrer ikke ret mange af hans bekendte på Mols, at sporten, og især fodbolden, fortsat er hans store passion.
Han var medstifter af Kanal Sport, der startede som udelukkende internetmedie tilbage i 2008, og var fra starten chefredaktør på kanalen. I foråret 2012 gik Kanal Sport så i luften med sportsnyheder og breddeidræt 24 timer i døgnet.
Kanal Sport var en nyskabelse på det danske tv-marked, fordi den kombinererde nyheder, live-sport og spilleinformationer på en måde, som ikke er set før - og gør det fortsat.
Allan Hvid har også arbejdet en periode hos Viasat.

Iværksættertypen

Allan Hvid skal på TV 2 Sporten arbejde med den digitale integration i kanalens omfattende sportsdækning.
"Jeg ser frem til at få Allan med på holdet. Han er en ægte iværksætter og har et anderledes og spændende blik for mulighederne på sportsområdet, som jeg tror og håber, at TV 2 Sporten kan nyde godt af, siger sportschef", siger Frederik Lauesen, TV 2 Sportens chef i en pressemeddelelse.
Allan Hvid, der privat bor med sin familie i Højbjerg ved Aarhus, er klar: TV 2 Sporten har i største del af min opvækst og hele mit voksne liv været et massivt sportsbrand i Danmark. Det kan helt simpelt betegnes som et drømmejob, når jeg nu får mulighed for at være en del af TV 2s videre udvikling," siger han i samme pressemeddelelse.

Publiceret 14 January 2014 18:26