Spillende cheftræner i ÅHG, Bjørn Hessellund, tager en sæson mere i Grenaa, men kun som cheftræner. Det er slut med at spille.

Spillende cheftræner i ÅHG, Bjørn Hessellund, tager en sæson mere i Grenaa, men kun som cheftræner. Det er slut med at spille.

Håndbold:

Bjørn Hessellund tager et år mere i ÅHG

Cheftræneren for håndboldoverbygningens herrehold i 3. division har dog betinget sig, at han ikke skal være spillende i næste sæson

Af
Af Lars Norman Thomsen

Bjørn Hessellund er kun en signatur fra at have papir på en ny aftale med håndboldoverbygningen Aastrup/Hammelev-Grenaa (ÅHG) gældende for sæsonen 2014/2015.
"Vi er helt enige, og jeg skriver under snarest muligt," fortæller Bjørn Hessellund, der bor i Vejle og til daglig er efterskolelærer på BGI Akademiet i Hornsyld ved Horsens.
Det bliver Bjørn Hessellunds tredje sæson i ÅHG, men en vigtig forandring sker der.
"Jeg har betinget mig, at det bliver som træner fra bænken. Det er slut med at spille kampe for mit vedkommende, når denne sæson er vel overstået, fordi min skulder ikke er til det, og jeg mister også overblikket, når jeg skal være både træner og spiller," forsikrer han.
Carsten Wikkelsø Jensen fortsætter ligeledes et år mere som træner og assistent for Bjørn Hessellund og som fast ansigt på bænken hos andetholdet i Serie 1.
Derimod får den tredje mand i den nuværende trænertrio, Poul Due Jensen, ingen decideret rolle i den kommende sæson, fortæller Bjørn Hessellund.
"Poul vil hjælpe lidt til ved træningerne, men er ikke med i kampene, fordi jeg nu rykker fast ud på bænken."
 

Ikke med i lokalopgøret

Bjørn Hessellund må i øvrigt melde pas på lokalopgøret mod Nørre Djurs HK i Nørre Djurs Hallen lørdag 25. januar klokken 15.
"Jeg er væk hele ugen, fordi min efterskole er på den årlige skiferie, og det skal jeg med til. Vi har forsøgt at ændre spilledatoen, men det har ikke været muligt," fortæller Bjørn Hessellund.

Publiceret 13 January 2014 14:54